Arlo Parks - ’Eugene’

Hun er bare 20 år, er blevet udråbt som Generation Z’s stemme af The Love Magazine, og så har hun lavet et album, der udkom i januar i år, men emmer så meget af sol og varme. Kvinden bag Arlo Parks er Anaïs Oluwatoyin Estelle Marinho, og hendes musik kombinerer på smukkeste vis sovekammer-indie med R&B.

 

Against All Logic - ’I Never Dream’

Med små soulede vokalpassager og tunge, knitrende beats fungerer dette nummer både som afslapningsmusik og ude på dansegulvet. Det er den altid eminente, elektroniske kunstner Nicolas Jaar, der gemmer sig bag aliasset.

 

The Psychedelic Furs - ’Love My Way’

Kan du huske dansescenen i Luca Guadagninos sommeridylliske film ’Call Me by Your Name’? Oliver hopper rundt med armene i vejret med nogle kvinder og gør Elio så jaloux, at han bryder ind med et par electric boogie-trin. Scenen gav denne 80’er-sang en velfortjent revival.

 

Bread And Butter - ’SUMMER BLUE’

God popmusik fra 70’erne, der bare bliver lidt mere eksotisk at lytte til, fordi de synger på japansk. Bread And Butter har gjort Fuyumi Iwasawa og Satsuya Iwasawa til store popikoner i Japan, men for de fleste europæere er deres musik stadig en uopdaget skattekiste.

 

Nina Simone - ’Baltimore’

Ingen havefest uden reggae. Nina Simone var jo jazzens dronning, men på hendes 14. studiealbum ’Baltimore’ fra 1978 flirtede hun også på sin helt særlige måde med den jamaicanske dansemusik. Især på titelnummeret gynger og svinger det for alvor.

 

Arthur Russell - ’That’s Us/Wild Combination’

Da Arthur Russell døde af aids som 40-årig i 1992, var det kun inderkredsen af New Yorks alternative musikscene, der kendte til ham. I dag er det ham, du namedropper, hvis du vil vise, at du er musikkyndig. Denne disco-basker, der giver Paul Simon-vibes, er hans bedste.

Find hele vores playliste på Sportify her.

 

Sommeravis1.jpg

Denne artikel er bragt i Euromans Sommeravis

På Euroman fejrer vi sommeren med en gratis Sommeravis. Vi har kørt, svømmet, spist, drukket og hilst os vej langs hele nordkysten. Resultatet er en inspirerende guide til et veloplagt liv, hvor sanserne er slået ud og indtrykkene står i kø. Avisen er skabt med udgangspunkt i magasinets begejstrede, nysgerrige ånd, og stiller skarpt på sommerlivet med et særligt blik på Nordsjælland. Den udkommer med Euroman og Eurowoman i juli måned, og bliver derudover omdelt til sommerhuse og via turistinformationer, minigolfbaner, iskiosker, fiskehandlere og alle de andre steder, din vej går forbi i sommerlandet. Og den er helt gratis.