August Rosenmeier scroll-down

Agge var verdens bedste til FIFA. Nu vil han være det igen

August ’Agge’ Rosenmeier har længe været blandt verdens bedste og mest kendte professionelle FIFA-spillere, men midt i successen fik han nok. Euroman har talt med den forhenværende verdensmester om det store pres og kampen for at komme tilbage på toppen igen.

Af Magnus Fuglsang Søgaard
Foto: PR
Sport Euroman

Vi møder August ’Agge’ Rosenmeier på kontoret, hvor e-sportsgiganten Astralis har deres daglige gang. Sidste år rykkede de e-sportsbranchen ud af teenageværelserne og ind på børsen, da de blev børsnoteret i Danmark med en markedsværdi på en halv milliard kroner. Inden interviewet viser kommunikationschefen stolt rundt i de forskellige rum, mens han forklarer, hvordan lysindfaldet er gennemtænkt ned til den mindste detalje, så spillerne får de optimale rammer til at yde deres bedste – om det er Counter Strike, FIFA eller League of Legends, er pointen klar: Det her er 'big business' og såkaldte marginal gains gælder også her. Agge har netop underskrevet en kontrakt om at spille for det Astralis' FIFA-hold, og det er tydeligt at mærke, at han er en spiller, der bliver prioriteret. Under interviewet får vi selskab af en SoMe-fyr, der skal lave content til de sociale kanaler, ligesom der er planlagt en fire timer lang billedeseance bagefter.

Men det er heller ikke hvilken som helst spiller, Astralis har fået på kontrakt. Som 18-årig kunne Agge løfte pokalen, der beviste, at han var verdens bedste til at spille FIFA. Året var 2014, og turneringen blev afholdt i Rio de Janeiro samme tid som VM i virkelighedens fodbold blev spillet i Brasilien. Danmark havde ikke kvalificeret sig til VM det år, så opmærksomheden fra den danske presse var ekstra stor på Agge, der fik trofæet overrakt af “den rigtige Ronaldo” (Ronaldo Nazario red.), som Agge formulerer det, ligesom han blev sendt til Ballon d’Or for at deltage i prisuddelingen som nyslået verdensmester.

Se, hvad vi ellers skriver om: FIFA, E-sport og Fodbold