For de fleste danskere smager bowling af en sjov aften i byen, udtrådte lånesko, fadøl og fri adgang til buffeten. For 16-årige Andreas Severin Andreassen derimod er bowling en seriøs sportsgren, som kræver mange timers træning om ugen for at kunne præstere på højt niveau. Han er medlem af bowlingklubben Stars and Strikes i Horsens og stiller op for det danske ungdomslandshold ved EM i bowling.

Mesterskaberne holdes fra 24. marts i Løvvang Bowlingcenter i Nørresundby, og her vil Europas talentmasse, dybt fokuserede og med det rette tilløb, dyste på de lange, olierede baner.

Andreas Severin Andreassen ejer 20 kugler, de koster et par tusinde kroner stykket, hvilket gør bowling til en dyr sportsgren for den professionelle udøver, med mindre man som Andreassen har en sponsor, der hjælper med udstyret. Til en turnering medbringer han seks-otte kugler, både matte og blanke, som arbejder forskelligt og passer til banens olie, der varierer fra turnering til turnering.

”Bowling er en sport, du kan nørde igennem med. Jeg tilbringer rigtig mange timer sammen med holdkammerater og modspillere til stævner og mesterskaber. Du kan hele tiden udvikle dig som bowlingspiller, både på teknikken, fysikken og det mentale, som alt sammen spiller ind og gør det spændende,” siger Andreassen, som har vundet DM for tomandshold fem år i træk.

I international sammenhæng klarer Danmark sig glimrende mod andre bowlingnationer, og det til trods for at sportsgrenen herhjemme har oplevet en tilbagegang i medlemstallene de seneste år. I Danmark oplevede bowling en opblomstring i 1990’erne, da bowlingcentre skød op overalt i landet. Klubberne havde dengang 10.000-12.000 medlemmer, i dag er tallet halveret i landets 160 bowlingklubber, fortæller Jan Donde, administrations- og udviklingschef i Danmarks Bowling Forbund.

”Vi mærker, at folks fritidsmønster har ændret sig. For mange unge er det svært at have faste ugentlige træningsdage i et bowlingcenter, de fortrækker at gå til ’løs’ bowling eller måske fitness, hvor de selv kan stemple ind, når de har lyst,” siger Jan Donde.

Danmarks Bowling Forbund, som er godkendt som eliteforbund af Team Danmark, arbejder målrettet på at rekruttere nye medlemmer med aktiviteter, bl.a. OL for skoleklasser. Og så kan europamesterskaberne i Nørresundby måske være med til at gøde jorden for næste generation af seniorspillere, siger Jan Donde, som glæder sig til et EM med bowling på topniveau.

”Du kan ikke bade dig igennem et mesterskab, der varer 10-12 dage, så får du tæsk. Din grundform skal være i top og du skal være i stand til at lukke alt andet ude. Bowling er en enormt teknisk betonet sport. Du skal hele tiden vide, hvordan du kan angribe banen og hvilken slags kugle, du skal bruge.”

For Andreas Severin Andreassen tæller samværet og sportsånden på banen. Og så selvfølgelig glæden ved at lave den perfekte strike.

”Når jeg laver en strike, lever jeg inde i min egen boble og glemmer verden omkring mig. Det er følelsen af: ’Yes, mand. Come on. Videre, videre, videre. Kæmp for det!’”

EM i bowling for U-18, Løvvang Bowlingcenter i Nørresundby, fra 24. marts til 2. april.

LÆS MERE: Drux og Flam fra ’Sat Af’: ”Vi møder spillerne i øjenhøjde, mens mange andre journalister forsøger at udstille dem"

LÆS MERE: Ole Ritter: "Min kone gemte mine præmiepenge i sine trusser"

LÆS MERE: Viktor Hald Thorup om vinter-OL: "Kald mig bare speedskatingens danske svar på de jamaicanske bobslædekørere"