Xabi Alonso: klassisk og diskret
Foto: Alle fotos: Getty Følsom. Xabi Alonso har evnen til at se ud som om han har regnet verdens hulhed ud - og besluttet sig for at tage den på sine skuldre. Nogen skal jo gøre det.

Xabi Alonso: klassisk og diskret

11 grunde til at Xabi Alonso er en af fodboldens mest stilede mænd

Farvel til en velklædt midtbanemand.

Igennem sin karriere har Xabi Alonso markeret sig som en noget nær ulastelig fodboldspiller. Hans overblik, hans sparketeknik og hans personlighed har gjort ham populær blandt tilskuere på stadioner som Anfield Road, Santiago Bernabeu og Allianz Arena. Hans udstråling er lige dele vindertype og gentleman.

Men også uden for banen har hans fremtoning været mere voksen end mange af hans kolleger. Hvor mange topfodboldspillere spenderer de pludselige millioner på prangende biler, dårlige frisører og svinedyre sneakers, har Xabi Alonso altid klædt og gebærdet sig afdæmpet.

Med sit symmetriske ansigt og sin eftertænksomme karisma ser han bedre ud end de fleste i alt fra cowboyjakke til jakkesæt og, ja, lederhosen.

Nu, hvor karrieren er slut – bringer vi en lille billedkavalkade til minde om, hvor stilet en mand, han egentlig er:

 
Jakkemisundelse. Alonso får respekt for sin sildebensmønstrede jakke af Pep Guardiola.


Afslappet. Når Alonso tager et jakkesæt på, ser han stadig lige så komfortabel ud, som om han var i sin spilledragt. Man forstår godt, at firmaer som Hugo Boss og Emilio Pucci har anvendt ham som model.

Traditionel. Alonso har modenhed nok i sit udtryk til at styre uden om påtagethed, når han hiver en sixpence på.

Uforfængelig. Alonso er ikke så metroseksuel, at han ikke kan hoppe i en krøllet skjorte og et par jeans - og ligne en million samtidig. Selvfølgelig hjælper et Royal Oak om håndleddet på det.

Folkelig. Det er med vekslende held, at Bayern Münchens spillere ifører sig ternede skjorter, gemsefjer, lederhosen etc., når de er tvangsindlagt til at fejre Oktoberfest. Alonso har altid lignet en, der faktisk nød det. Her gør han det i selskab med sin kone, Nagore Aramburu, der i traditionens navn er udfordrende klædt for en enkelt gangs skyld.

Tilpas ungdommeligt. Med opsmøgede chinos, cowboyjakke og bare fødder i sejlerskoen rammer Alonso den urbane forårsstil rent.

Klassisk. Alonso har en svaghed for diskrete ure fra IWC. Her gør han sig godt med selvbinder i selskab med landsholdskollega Mata.

Detaljesans. Men Audemars Piguets Royal Oak har han heller ikke noget imod. Her som sprælsk blikfang i et ellers tilknappet look. 

Bohème. Der er ikke noget som et skødesløst tørklæde blafrende i vinden, der signalerer levemand.


Arrogant panderynke. "Hvad kigger du på, paparazzitype? Jeg står lige her med mine ruskindssko, mine Persol-briller og min familie."

 LÆS OGSÅ: Få sportsstjernernes fede stil

 LÆS OGSÅ: Paul Pogba får sin helt egen kollektion fra Adidas

 LÆS OGSÅ: Viktor Fischer afslører: Her er den mest forfængelige på landsholdet