Inden for sportens frie rammer er mange af os patrioter. Når det kommer til tennis, har vi i årtier med misundelse kunnet se på svenskerne derovre på den anden side af sundet. Borg, Edberg, Wilander for bare at nævne nogle få. De har været så stor en tennisnation, at de ved Roland Garros i 1987 havde 18 mænd til start ud af de i alt 128 spillere i singleturneringen. Som den feterede træner Peter Lundgren udtaler i Roger Federer-biografien The Master: “På mit højeste var jeg nummer 25 i verden, men jeg var kun den 7. bedste i Sverige.”
Og herretennis i Danmark? Herhjemme må vi fremhæve, at Kenneth Carlsen har vundet en kamp imod netop Federer. Tilbage i 1999, da schweizeren var teenager og et par år fra sit gennembrud.
Det er ikke for at pille glansen af Carlsen, som havde en flot karriere. Samtidig er det yderst unfair at sammenligne med et par absurd gode svenske tennisgenerationer. Men det er værd at nævne for rigtigt at kunne værdsætte, hvor Danmark befinder sig som tennisnation lige nu: Clara Tauson er lige fyldt 19 år og har allerede vundet titler på WTA-touren. 18-årige Holger Rune er på kort tid næsten nået i top-100 og har vundet turneringer på Challenger-niveau, altså niveauet lige under ATP-niveau.
Der er ingen grund til at hovere, men det ser omvendt mindre lyst ud for svenskerne, der i øjeblikket mangler de helt lovende spillere på både herre- og damesiden. Hvis vi for god ordens skyld skal inddrage Norge, har de til gengæld rigtig god grund til at blære sig: 23-årige Casper Ruud har efter to flotte år arbejdet sig i top-10. Vanvittigt imponerende af grusspecialisten, som nu også har vundet turneringer på hardcourt.
Men tilbage til patriotismen i sporten: Hvor meget kan vi tillade os at forvente af de danske talenter i år? Her et par forudsigelser.
Skridtet fra junior til senior var hårdt for Holger Rune. Men trods sine 18 år har han allerede vundet en bunke Challenger-turneringer, særligt på grus. Han er begyndt at tjene penge på sin tennis og er flyttet til Monte Carlo. Han er klar til at tage det næste skridt.
Og hvad er det næste skridt så? Jo, han skal ikke længere spille Challenger-turneringer. Ved US Open 2021 fik han sin Grand Slam-debut, endda imod Djokovic, og da han i skrivende stund næsten er i top-100, har han automatisk kvalificeret sig til Australian Open. I 2022 skal Holger Rune kun spille ATP-turneringer. Han skal møde bedre spillere, og han skal fortsætte sin fysiske og taktiske udvikling.
Jævnligt at møde bedre spillere vil uvægerligt betyde flere nederlag, og han vil oftere ryge tidligt ud i de turneringer, han stiller op i. Han kan derfor forvente måske kun at spille halvdelen af de kampe, han spillede i 2021. Det stiller store krav til hans mentalitet og hans planlægning, men Holger Rune er mere stålsat end de fleste. Han har både vilje og aggressivitet, som han bliver bedre og bedre til at omsætte til velkomponerede point.
Holger Rune kommer til at møde modgang i 2022, men denne gang bliver han ikke overrasket over det. På en god dag kan Holger Rune slå flere spillere i top-40, og han har gode chancer for at tage en ATP 250-turnering i år. Over denne kategori er der ATP 500, Masters 1000 og selvfølgelig Grand Slam-turneringer. Hvor langt han kan nå i karrieren, tør jeg endnu ikke spå om, men allerede i år har han gode chancer for at vinde sin første turnering på ATP-niveau.
scroll-down
