‘Denciks dagbog’ - 13. Kapitel

Kære dagbog,

Jeg er høj og udmattet efter transmissionen. Kun et løb så smukt og ekstatisk som årets kongeetape i Alperne, har den virkning på mig. Etapen tog over fem timer, men alligevel gik det for stærkt, især mod slutningen. Jeg er nødt til at gense de sidste kilometer. Sofie og jeg sidder hele aftenen, prøver at forstå, hvad der lige er sket ved at se det igen og igen.

Med fem kilometer til mål er der romerlys og opildnede tilskuere overalt på bjerget. De har ventet længe på rytterne, stemningen er betændt hos folkemasserne på begge sider af vejen. Rytterne har kun en lille røgfyldt korridor at køre igennem. Feltets modigste mand, Steven Kruijswijk, har været i udbrud alene det meste af etapen. Han er virtuelt i gult med kun et kvart bjerg tilbage.

Sky har jagtet hele dagen. Froomes hold har brugt mand efter mand på at holde snor i Kruijswijk. Nu har Sky kun tre mand tilbage. Tilskuernes modvilje mod det britiske hold tager sig udtryk i både buh-råb og forsøg på at skubbe Froome omkuld. Den forsvarende mester er virkelig i fjendeland i hjertet af de franske alper. Og for at gøre sagen endnu mere prekær for Sky har Romain Bardet, Frankrigs yndling, også kørt af sted efter Kruijswijk. Sky har kun tre mand tilbage i en eksklusiv favoritgruppe, der tæller Vincenzo Nibali, Mikel Landa, Tom Dumoulin og skihopperen Primoz Roglic.

'Denciks dagbog'

Daniel Dencik skriver dagbog for Euroman.dk om Tour de France ved hver etape fra sit hus i Sierra Nevada i Spanien. Han er forfatter og filminstruktør. Har blandt andet lavet filmen 'Moon Rider' (2012) om cykelrytteren Rasmus Quaade og har skrevet bogen ’Sportshjerte’ (2017).

Med fire og en halv kilometer tilbage må også Skys unge, colombianske komet Egan Bernal trække sig. Briterne har nu kun to tilbage: Den gule trøje, Geraint Thomas, og mesteren selv, Chris Froome. Nu må løjtnanten, Thomas i førertrøjen, frem og trække. Han kan se Romain Bardet et halvt sving længere oppe ad bjerget.

Med fire kilometer tilbage kommer der hegn langs vejen, så tilskuerne forhindres i at være alt for tæt på rytterne. Froome siger noget i sin radio, kan man se. Kruijswijk kører som første mand ind på det mere kontrollerede stykke med tredive sekunders forspring. Men hegnet kommer for sent for favoritgruppen. Ingen tilskuere har lyst til at stå bag et hegn, så der bliver dannet en menneskelig flaskeprop lige før barrierernes begyndelse. Det hele er hyllet i røg.

Og pludselig ligger Vincenzo Nibali på asfalten, styrtet. Hajen fra Messina hiver efter vejret, mens en tilskuer prøver at rejse ham op. Genser man momentet, kan man se, at styrtet sker præcis, hvor den første barriere står. Tapre, tapre Nibali sætter sig op og kører videre.

Ingen andre end Sky-holdet ved, hvad Froome har sagt i radioen, men da røgskyen letter, har Froome selv kørt op til Bardet. Sandsynligvis har kaptajnen sagt noget i stil med: Lad mig komme til, så snart hegnene er på plads.

Froome distancerer først Bardet, så indhenter han også Kruijswijk, som falder hurtigt ned gennem favoritfeltet. Bagved Froome sætter Tom Dumoulin jagten ind. Ud over hollænderen tæller forfølgerne nu kun Romain Bardet og Geraint Thomas. Og med tre kilometer tilbage hentes Froome af dem. Ufrivilligt har Tom Dumoulin kørt Geraint Thomas tilbage til sin kaptajn. Det var ikke hensigten, men man kan ikke styre, hvem der sidder på ens hjul.

I et sidste, fælles forsøg på at skyde Sky i sænk prøver Dumoulin og Bardet på skift at splitte Froome fra Thomas, men forgæves. Og i et mærkværdigt moment falder farten for de forreste, som på et tidspunkt begynder at køre paradekørsel side om side, fire mand. Mit bud er, at kvartetten overvejer, om den skal vente på Nibali. Det er stor sportsånd. Men så stor er ånden heller ikke, for snart kører de fire for fuldt igen. Den langsomme fart har dog gjort det muligt for Mikel Landa at komme op til dem.

Fem mand nærmer sig bjergtoppen. Og efter opløbssvinget er det løjtnant Thomas’ gule trøje, der blæser forbi de andre. Til heftige buh-råb kører Sky-holdets andenmand først over stregen. Min puls er stadig høj efter at have set genudsendelsen flere gange. Sofie og jeg diskuterer de sidste kilometer til langt ud på aftenen. Hen ad midnat indløber beskeden om, at Nibali kaster håndklædet i ringen. Han har brækket ryggen.

Og da mine tanker samler sig, tænker jeg, at det var de fem første på kongeetapen, der vil komme til at kæmpe om den endelige sejr i årets Tour de France, nu hvor Hajen fra Messina er fortrukket til mindre oprørte vande.

Daniel Dencik, den 20. juli 2018

LÆS OGSÅ: Opskrift på dagens mand i Sky-sovs

LÆS OGSÅ: Den store klassementfest i Tour de France: Derfor ser Valverde sig selv som en af favoritterne

LÆS OGSÅ: Jeg har blandet blod med vildsvin

LÆS OGSÅ: I dag er Tour de France en autonom, der kaster med sten mod monotonien