I sin spillerkarriere var Nicklas Bendtner kendt for at skyde med skarpt på fodboldbanen, hvor han lavede mål på samlebånd for blandt andet landsholdet, Arsenal og Rosenborg.

Siden har 34-årige Bendtner indstillet sin professionelle fodboldkarriere og kastet sig over en anden skarptskydende konkurrencesport i form af computerspillet Counter Strike. Faktisk så meget, at ’B3ND7NER’, som hans Counter Strike-navn hedder, har valgt at lave sit eget hold.

Holdet hedder Prosapia Esport og annoncerede onsdag, at de gik i luften og vil kunne opleves i CS:GO-turneringer som Dust2 Power League, ESEA Open & SCL.

”Da corona ramte og jeg - ligesom alle andre - var buret inde i isolation, begyndte jeg at spille Counter Strike. Mit kendskab og interesse voksede, og jeg lærte om e-sport-industrien og den påvirkning den har på unge mennesker, der arbejder virkelig hårdt for at nå toppen,” udtaler den nyerklærede CEO B3ND7NER i pressemeddelelsen.

Holdet kommer at have fokus på unge CS:GO-talenter og består derfor også af en gruppe og talentfulde drenge mellem 15 og 19 år. I første omgang vil de være på deltidsprofessionelle kontrakter, der giver mulighed for at passe skolen ved siden af.

Tilbage i august kunne Finans skrive, at Nicklas Bendtner havde stiftet virksomheden Prosapia Esport ApS, som altså nu er blevet en realitet.