”Det er en form for hobby for mig, og jeg nørder med det. Jeg vil ikke sige, at de er min identitet, men de betyder meget for mig og har en affektionsværdi. Min fascination opstod, da jeg fik min allerførste fodboldtrøje som 10-årig af min far. Det var sommeren 1984, og Danmark havde endelig kvalificeret sig til en slutrunde igen.
Jeg fik Danmarks rød-hvide EM-trøje i en børnestørrelse, og jeg kan huske glæden ved at have den på og spille fodbold i den, hvor jeg legede, at jeg var Preben Elkjær og Michael Laudrup. Når jeg kigger på den i dag, tænker jeg tilbage på en tryg barndom.
To år senere fulgte jeg op med den bolchestribede 86-trøje fra VM i Mexico. Mig og lillebror fik lov til at være oppe om natten, når Danmark spillede mod Skotland, Uruguay osv. Det var fantastisk. Jeg sad med to VHS-maskiner under kampene, så jeg kunne redigere og sætte målene sammen fra hele VM-slutrunden på mit eget videobånd.”
”163. Hvis vi tager Danmarks trøjer, har jeg 18 hjemmebanetrøjer og tre udebanetrøjer, og de er alle sammen fra EM- og VM-slutrunder. Jeg gider ikke samle på kvalifikationstrøjer. Jeg har også alle de trøjer, som Diego Maradona har optrådt i på klubplan og landsholdet. Og så samler jeg på Real Madrids og AGF’s trøjer.
Trøjerne er originale og er mere eller mindre velholdt, men jeg har dog ikke nogen trøjer, som en professionel spiller fysisk har spillet i. Jeg har til gengæld trøjer med autografer på. Og jeg kan altid spotte på trøjen, når der er tale om en original, en replica eller en decideret kopi.
Da jeg begyndte at samle på fodboldtrøjer i 80’erne, var der ikke noget internet, men der fandtes et tysk kuponhæfte, som hed Sport Dress, hvor jeg kom til at købe mange trøjer fra – især Real Madrids og Napolis. Købene var altid forbundet med spændingens glæde, fordi jeg først rigtigt kunne se trøjerne, når de ankom på posthuset to-tre uger senere. Der er stor forskel på at se trøjerne i et katalog og så i virkeligheden.
Jeg kan huske, at jeg tog hen på posthuset for at hente en Maradona-trøje, mens Danmark spillede VM-kvalifikationskamp mod Spanien i 1993. Jeg glædede mig så meget til at få trøjen, at det var vigtigere end landskampen, så jeg oplevede aldrig, at José Maria Bakero snød os ved at lave et frispark på Peter Schmeichel, der aldrig blev dømt. Det kostede os billetten til VM i 1994 i USA, og siden sørgede jeg for aldrig at smutte under en landskamp igen, fordi jeg tænkte, at det gav uheld.”
”Jeg har gjort det, at jeg på et tidspunkt lagde alle mine trøjer ud på græsplænen, tog et billede af hvert enkelt og havde tilføjet en stykke papir, hvor der stod, hvad jeg havde givet for trøjen dengang, jeg købte den. Da jeg lagde priserne sammen, gav det cirka 150.000 kroner. Men det skal siges, at jeg ikke har siddet og sjusset mig frem til, hvad de trøjer med autografer er værd, fx har jeg Zinedine Zidanes, den gamle Ronaldos, Preben Elkjærs og Brian Laudrups. Så reelt er min samling meget mere værd. Jeg ville nok selv vurdere den til i runde tal at være mellem 250.000 og 300.000 kroner værd.
Pia, min kone gennem 14 år, har tit sagt til mig: ’Skal du ikke snart sælge dem? Du kan jo få en masse penge, og de ligger alligevel bare og samler støv.’ Så har jeg altid svaret: ’Jamen, skat, der er jo ikke nogen, der gider købe sådan nogle gamle aflagte fodboldtrøjer. Dem kan jeg simpelthen ikke få noget for.’
Jeg har da leget med tanken bare for sjov om at sælge trøjerne, hvis ’buddet’ nu kom, men jeg tror, at jeg ville fortryde det resten af mit liv. Hvis jeg skulle sælge dem, skulle det være hele samlingen.”
scroll-down
