Roger Federers talent var uafviseligt fra starten. Han besad allerede som helt ung en fysik, en teknik og et blik, der ikke var set før: Han kunne løbe alt op. Han satte sin serv hårdt og præcist i alle servefeltets vinkler. Og foruden at mestre alle spillets slag opfandt han også nye: Den squashlignende, hoppende smash, han kørte fra bag ryggen og rundt om nettet mod Andy Roddick i Basel i 2002. Det var uden sidestykke.

Talent blev til geni. Og fra 2001, da han vippede sin helt, Pete Sampras, ud af Wimbledon, frem til sit exit i 2022, omskrev Federer reglerne for, hvordan tennis kan spilles. Federer gav os nogle af de mest mindeværdige spilmæssige øjeblikke i historien. Vi opremser dem ikke her, det er brødløst, når nu Youtube og Instagram bugner med afskedsrelaterede Federer-hyldester, som gør hans spillemæssige bedrifter mere ære, end vi kan på disse linjer.

Men vi kan diskutere noget andet: Fik vi nok fra Federer? Og hvem skal komme efter?

Legendestatussen og Federes elegante udfoldelsers bidrag står ikke til diskussion. Men lige så meget Federer gav til spillet, lige så meget tog han også fra sporten. Federers geni var nemlig hans eget: Som de fleste store kunstnere før ham førte deres pensler, violinbuer eller penne for at sætte deres udtryk i relief af deres samtid, førte Federer ligeledes først og fremmest sin ketcher for sin egen skyld, og for at bevise at hans type kunne dominere og tegne en ny vej for spillet.