Rune Glifberg før OL: “Min store frygt er at ligne ham den gamle nar, der ikke skulle have været med” scroll-down

Rune Glifberg før OL: “Min store frygt er at ligne ham den gamle nar, der ikke skulle have været med”

For første gang i historien er skateboarding på programmet ved de olympiske lege. En sport, der smager af asfalt, rimer på graffiti og gadekultur, og i sin anarkistiske natur er et fremmedlegeme blandt sportsgrene, der afgøres på hundrededele af et sekund. Rune Glifberg er Danmarks mand på et bræt ved legene i Tokyo. I en alder af 46 år har han for længst opnået alt, der er at opnå med et skateboard under fødderne. Men han tager afsted til OL alligevel.

Af Sebastian Himmelstrup
Foto: Polina Vinogradova
Sport Euroman

Hvordan reagerede du, da skateboarding kom med på OL-programmet?

”I mange år var jeg modstander af det. Det er 10-15 år siden, at det begyndte at komme på tale. Allerede dengang var der meget snak i branchen om, hvor vigtigt det var, at man ikke måtte gå på kompromis med skateboardings værdighed. Men vi vidste alle sammen, at det en dag ville ske, at det kom op på den helt store scene. Skateboarding er popkultur nu til dags, det kan vi ikke komme udenom.”

Er du bange for, at OL kan risikere at ødelægge sporten?

”Skateboarding drejer sig i grunden ikke om det sportslige aspekt. Det er kun en meget lille del af det, der drejer sig om konkurrence og om at være den bedste. Størstedelen handler om kultur, forskellighed og unikke måder at udtrykke sig på – og alt det andet; modeaspektet, musikken og video- og fotokunsten. Jeg har ikke lyst til, at skateboarding skal fremstå som en flok trickrobotter til OL, som man fx ser i gymnastik. Men vi er også langt forbi, hvordan det var i 1980’erne og 1990’erne, hvor skateboarding var anarkistisk med den der ’vi vil ikke dele det med nogen’-attitude. Hvis vi stadig havde den mentalitet, ville vi være nogle gamle, sure mænd. Men skateboarding vil altid være beskidt. Det vil altid leve på gaden. Hul på bukserne og blod ned ad armen. Om der så var OL hver weekend, ville du ikke kunne vride kulturen ud af skateboarding.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Olympiske Lege og Skater