Det bliver en trist turnering uden den danske forward. Alt for trist, mener nogle.

Det går op og ned i showbusiness. Og efter en lang tur opad mødte Nicklas Bendtners karriere et faretruende knæk, da han i weekenden blev skadet i lysken i Rosenborgs sidste kamp inden sommerpausen.

Normalt ikke så kritisk et tidspunkt igen at blive skadet, men i år er som bekendt ikke noget normalt år, men året, hvor Danmark skal til VM med de største forhåbninger i en generations tid, ikke mindst fordi Rosenborg-angriberen har været på den bedste spillemæssige kurs i årevis.

For Bendtner, som for så mange andre spillere, betyder turneringen ikke bare muligheden for at boltre sig i den internationale kappestrid, men også i høj grad muligheden for at overbevise en ny potentiel arbejdsgiver om sine kvaliteter.

Alt det bliver der selvfølgelig ikke noget af, hvis skaden holder ham ude af banen. Og mens det er trist for Bendtner og forståeligt, at han havde tårer i øjnene, da han måtte lade sig udskifte i søndagens kamp mod Brann, er det mindst lige så trist for alle os tv-seere.

Alle os, der vil savne den danske skarpretter, spradebasse og streetwear-samler i Rusland, hvor det går løs om bare lidt over to uger. Der er endda dem, der ikke vil acceptere savnet. Nærmere bestemt folkene bag det sociale medie Soccer Memes, der har startet en underskriftindsamling.

Som de skriver:

”Et verdensmesterskab uden Nicklas Bendtner er direkte blasfemisk. Vi er ikke urimelige. Vi forstår, at skader er en normal ting i fodbold, og at Bendtner blot er et menneske. Så det, vi foreslår, er ikke at aflyse VM, men bare at udsætte det, indtil Nicklas Bendtner er i stand til at deltage.”

I skrivende stund har 7.693 skrevet under. Og underskriftindsamlerne håber at nå til 10.000. Hvad de vil opnå ved det, er uklart. Men initiativet er da i hvert fald sjovere end Zlatans Visa-reklamer.

Ifølge Bendtner selv er en udsættelse da også overflødig. Seneste melding fra angriberen, der ikke træner på græs med resten af landsholdstruppen disse dage lyder:

"Den 11. juni burde jeg være 100 procent fit."

Det siger han til BT.

Danmark spiller i sin første kamp mod Peru. Det sker 16. juni. 

LÆS OGSÅ: Nicki Pedersen: 'Jeg hørte med det samme en høj knæklyd fra nakken, og den har jeg aldrig hørt før'

LÆS OGSÅ: Klar til VM: 7 moderigtige fodboldtrøjer

LÆS OGSÅ: Cheerleadere siger Washington Redskins tvang dem til topløse billeder