Filtre og Facetune er nærmere reglen end undtagelsen, når man scroller gennem Instagram. Nu kommer Adobe med en app, der gør det endnu nemmere at se godt ud på billeder.

På den årlige Adobe Max-konference har firmaet afsløret en ny mobilkamera-app, der tilføjer mulighederne fra billedredigeringsprogrammet Photoshop til telefonen og lyder som en amatørfotografs hedeste drøm.

Med appen bliver det muligt at tage billedredigering på mobilen til et hidtil ukendt niveau med et af de bedste redigeringsprogrammer på markedet, og hvis Adobe holder, hvad de lover om appen, så kommer den til at reducere redigeringsarbejdet for selfie-aficionados betydeligt.

Adobe Photoshop Camera understøttes af kunstig intelligens, som automatisk forbedrer og løfter kvaliteten af billederne fra telefonen i det øjeblik, billederne bliver taget. Appen kan også genkende objekter og give anbefalinger til redigering.

Adobe Photoshop Camera bliver tilgængelig i 2020.

Se introduktionen af den nye app her: