scroll-down
Prinsesse Diana var lige død, da jeg flyttede til New Hampshire og overbeviste den legendariske cykelbygger Ted Woyzeck om at lære mig at håndbygge cykler. Jeg boede på hans sofa, der var ikke noget andet sted i nærheden, jeg kunne indlogere mig. Jeg kendte ham fra det gryende internet.
Jeg er uddannet værktøjsmager, men har aldrig svejset, og cykler har defineret mit liv. De er blevet min skæbne. Jeg skal vide, hvordan alt på en cykel fungerer. Jeg har ingen grænser, jeg skal nørde helt i bund, før jeg kommer videre. Cykler har haft konsekvenser for alt i mit liv: kærlighed, økonomi og opmærksomhed. Der er ikke mange, der har dedikeret så meget af deres hjernekapacitet til at tænke på cykler, som jeg gør.
Min familie stammer fra Israel, og jeg har cyklet rigtig meget i landet. Når jeg er dernede, skærer jeg altid mine shorts kortere, så jeg får sol på benene. Jeg arbejdede hos Byman Cykler, der stadig ligger i Øster Farimagsgade i dag.
Cyklen her, en GT Titanium, havde jeg fået hos Rolex-Lars, der solgte GT. Dengang var det meget unormalt at rejse med cykler. Mountainbiking i Danmark var lidt anarkistisk, lidt ligesom skateboard, og der var ingen MTB-spor at finde nogen steder. Jeg kørte overalt, jeg ville bare ud at opleve og opdage nye steder.
Det her er David Denciks gamle cykel, som han stadig kører rundt på. Før vi selv byggede stel, købte jeg gamle cykler og stel en masse forskellige steder og byggede selv cykler op med dele, som jeg anskaffede mig. Det var svært at få stålcykler omkring årtusindskiftet, fordi det meste var aluminium. Enten var de enormt dyre eller bare ikke til salg hos private.
Det her er Aris kones gamle stel, som jeg købte i Tel Aviv og fik fragtet hjem. Senere overtog David Dencik den så. Han har lige fået lavet gear efter 25 år. Det er en fin cykel, og så har den den fordel, at den ikke bliver stjålet.
Gennem Joe Murray, som stiftede Kona, købte jeg denne brugt. Jeg fik den malet lyserød og kørte den i Birkebeinerrittet i Norge, som er et 86 kilometer langt løb, hvor deltagerne skal bære en 3,5 kg tung rygsæk for at ære historien om Skjervald Skrukka og Torstein Skjevla.
De reddede nytårsaften i år 1205 den lille prins Haakon Haakonssen fra Birkebeinernes værste fjende, Baglerne, ved at smugle ham væk i en rygsæk – og senere blev han selvfølgelig konge. Voodoo Bizango’en kører stadig rundt på Østerbro hos en ny ejer i dag.
(f. 1975) Medindehaver af BenBen Cykler i København. Uddannet værktøjsmager, men har beskæftiget sig med cykler i hele sit voksne liv. Har ejet over 100 cykler, men skifter løbende ud, så hans private samling i dag består af omtrent fem cykler.
Jeg åbnede min første lille forretning på Enghavevej, hvor den lå frem til 2014. Vi havde værksted, solgte Specialized, Kona og Voodoo – og så sendte min bror Ari løbende selvbyggede cykler fra Israel, hvor han boede på det tidspunkt.
Vi havde succes med at bygge mountainbikes om til robuste bycykler med store dæk, og det skabte en loyal kundebase, der forstod cykler nogenlunde på samme måde som mig.
Dette var min første gravelcykel, som Ari selvfølgelig også havde bygget. Det var fantastisk at komme ud på stierne på Amager, som jeg indtil da havde troet var kedelige at køre på. Danmark er et gravel-land.
Vi har ikke bjerge, men mange grusveje og skove. Efter jeg havde haft den i en måned, cyklede jeg til Berlin på den. Der var ingen grænser for, hvad man kunne, fandt jeg jo ud af. Tænk at se det gamle Østtyskland på cykel!
I 2015 åbnede vi vores butik på Victor Borges Plads på Østerbro. Jeg ville gerne have Ari til at bygge en cykel med dobbeltrør i lyserød og guld til mig. Jeg vidste, at han ville sige nej, så det tog en del overtalelse, før han var med på den.
Den var inspireret af de gamle Schwinn-cykler. Jeg havde den med til et cykelløb i Israel tæt på Gaza, hvor man kørte 65 kilometer gennem ørkenen.
Ari boede stadig i Israel og lavede denne i titanium, som nok var den første gravelcykel i verden, der kunne tage de brede 3” dæk. Det kunne kun lade sig gøre, fordi vi selv byggede dem.
Mit modus operandi har altid været, at jeg har villet have noget, der rykker grænserne. Ari har så sagt, at det kan man ikke, og så har jeg sagt, at det skal kunne lade sig gøre, og så har han givet det et forsøg.
Vi flyttede butikken fra Østerbro til Prøvestenen på Amager og lavede et samarbejde med Hansen Is, der består af to cykelglade ejere. De syntes, det var fedt, at vi lavede håndbyggede stålcykler, så de bestilte en MTB og en gravelcykel hver. Ari skabte designet på cyklerne, jeg lavede farverne og bogstaverne, og så landede den sådan her.
Det var den første gravelcykel, vi lavede, der havde 27,5” hjul og 2,2” dæk. Jeg synes, det er ærgerligt, at vores stolte møbeltradition ikke også har smittet af på cykelkulturen i Danmark. Vi har haft en stor tradition med danske mærker som Banani, Schrøder og Saxil, men nu bliver alt lavet i Fjernøsten.
Når folk køber racercykler i dag, tror de, at de skal være med i det næste Tour de France, men de ender med at have en cykel, som alle andre har. Ingen farver, intet lækkert. På det punkt er Danmark desværre bare et drønkedeligt land.
I dag har jeg fem cykler i min samling. De er enten bygget i stål eller titanium og kan tage dæk i forskellig størrelse alt efter formål. Jeg modificerer dem meget, men jeg kører altid med Selle Italia SLR-sadel og Shimano XTR-pedaler.
Når der kommer en ny model hjem, bygger jeg den op og kører cirka 800 kilometer på den. Så ændrer jeg fx hjulstørrelse og kører videre. På den måde har jeg mulighed for at sammenligne fordele og ulemper, og det bliver jeg ved med, til jeg føler, at jeg har afprøvet de fleste muligheder. Og så forfra igen, når der kommer en af de nye modeller.
På den måde kan jeg anbefale og dele ud af mine erfaringer til vores kunder. Det er en kæmpe tilfredsstillelse og et must for min sjæl. Indimellem udspringer der så ud af det en cykel til min private samling.
