Er din kalender fyldt med aftaler og traditioner? Det er måske ikke så skidt endda 

DET ER SJOVT med traditioner. Nogle af dem kommer helt af sig selv, fordi de er en del af den kultur, vi er født ind i. Andre opfinder vi selv. 

Vi danskere fejrer jul med alt, hvad den kan trække af and, sauce, to slags kartofler, og du fortsætter selv listen. For sådan har vi altid gjort. Fastelavn, hvis man har børn eller bare er til fals for fastelavnsboller. Påskefrokost med sild og lam. De fleste af dem er nedarvet gennem generationer, så de skal helst gentages præcis som sidste år.

Vi danskere har en vidunderlig evne til at bygge vores traditioner op om noget, der samler folk om et bord med mad, der skal spises. Det er jeg vild med. 

Og så er der de traditioner, der opstår over tid. Jeg har aldrig været så glad for at planlægge for meget, fordi jeg hurtigt har følt mig fanget, når jeg er blevet frarøvet muligheden for spontanitet. Jeg kunne næsten få klaustrofobi, når jeg kiggede i min kalender og så en belejring af alle weekender tre uger frem i tiden. 

Men med årene må jeg sande, at det er forbundet med en enormt rar følelse, at årstiderne bliver det eneste ur, vores liv navigerer efter, og at der til hver sæson hører sig faste traditioner til. 

Mange traditioner har jeg arvet. Men jeg er også rigtig glad for dem, jeg selv har været med til at skabe.

Efterhånden kan jeg fylde mit år ud med begivenheder, der er ufravigelige. Jeg ved, at vi holder sommermiddag for vores sommerhusnaboer og -venner i lokalområdet tirsdag i uge 29. 

På samme måde har vi efterhånden også inviteret til påskefrokost med helstegt lam på Skærtorsdag i så mange år, at det efterhånden er en fast, tilbagevendende begivenhed. 

Folkemødet på Bornholm i juni er vel også en tradition. Og i august er der sheltertur med min ældste ven og vores børn, komplet med bål, skumfiduser og en negroni eller to, når de yngste er faldet omkuld, overstimuleret af naturen. 

Engang holdt jeg meget af det uforudsigelige og spontane. Mine uger var åbne, hver weekend var en mulighed. Men i takt med årene, der går, og børn, der kommer til, bliver min kalender mere og mere påvirket af sæsonernes skiften og alt det, der ligger foran. Der er ting, som skal nås, og gæster, der skal inviteres. Lam, der skal i ovnen. 

Jeg er begyndt at elske forudsigeligheden i månedernes rytme og de forskellige arrangementer, de bærer med sig. Jeg glæder mig over gentagelsen, fordi der er en tryghed i det velkendte, og at alt ikke skal opfindes fra ny hver gang. 

Og nej … det er ikke, fordi jeg savner begivenheder at fylde i min kalender. Men skulle jeg alligevel opfinde endnu en tradition, ville jeg ikke have noget imod at gøre en weekend på Svinkløv Badehotel til et nyt holdepunkt, der ringer efteråret ind. 

Den idé er jeg dog langtfra ene om, så jeg stiller mig pænt i kø og er tilfreds med, at der er et par års ventetid, før der bliver et værelse ledigt til mig. 

Vi skal nok nå det hele. 

God fornøjelse med det nye Gastro. Tak for at læse med. Jeg lover, at vi bliver ved med at udkomme hver måned – en god tradition, hvis du spørger mig.