På Frederiksberg har musiker Kasper Bjørke og hans kæreste forenet hjem og arbejdsplads scroll-down

På Frederiksberg har musiker Kasper Bjørke og hans kæreste forenet hjem og arbejdsplads

I en højloftet herskabslejlighed omgiver Kasper Bjørke og hans kæreste, designeren Fie Paarup, sig med moderne kunst og design, som den 44-årige musiker, manager og DJ har måttet lære at blive lidt mindre øm omkring, efter han er blevet far.

Af Benjamin Dane
Foto: Mikkel Tjellesen
Design Euroman

KASPER BJØRKE HAR arbejdet hjemmefra længere tid end de fleste. Gennem årene er hans musikstudie rykket lidt frem og tilbage, men aldrig ud af den 240 kvadratmeter store herskabs-lejlighed på Frederiksberg, hvor han flyttede ind med sin kæreste, designeren Fie Paarup, i 2011. Senest, efter en ommøblering, er det endt længst fra entreen, i et gammelt pigekammer ved siden af køkkenet.

I værelset, hvorfra han er flyttet, har Fie Paarup nu ligeledes fået arbejdsplads i hjemmet og lavet sy-værksted til sine populære patchwork-gardiner, som hun designer under eget navn. De hænger flere steder i lejligheden, hvor parret bor med deres to børn på to og seks år.

”Jeg tilbringer rigtig mange timer herhjemme, og sådan har det været i mange år,” siger Kasper Bjørke.

”Nu arbejder Fie også hjemmefra, og det fungerer ret godt, fordi vi kan sidde i hver vores ende af lejligheden uden at forstyrre hinanden – og så mødes vi her i køkkenet til frokost og får snakket lidt.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Bolig og Møbler