Det er nærliggende at skrive, at man skulle besøge Café og Ølhalle alene for interiørets skyld, men det ville være at nedvurdere det gode frokosthåndværk, der bedrives på stedet. Men lokaliteterne er vitterligt unikke, restauranten står præcis som ved åbningen for 120 år siden, i kælderen under Arbejdernes Forenings- og Forsamlingsbygning, som i dag huser Arbejdermuseet. Selv de kuldslåede (men helt igennem ordentlige) toiletter står som dengang med træk-og-slip og terrazzogulvet. Man forventer hvert øjeblik at støde ind i Røde, Grisehandleren og Fede – men maden er nok noget bedre end den, Boldt langede over disken på Jernbanecafeen i Korsbæk!


Kortet er tro mod det tidsbillede, restauranten skal afspejle, så det er ikke her, man finder det ny nordiske og/ eller nyfortolkninger af smørrebrødsbordet. Til gengæld finder man her det helt ægte mormorkøkken (fra dengang mormødrene rent faktisk lavede ordentlig mad – og det er længe siden!) i form af frokostretter så som smørstegt fiskefilet, mørbradbøffer og æggekage. Smørrebrødet er klassisk, ikke overlæsset eller overflødigt pyntet, men bare helt igennem ordentligt og veltillavet.


Café og Ølhalle er et frokoststed helt for sig. Det fungerer selvstændigt i forhold til museet ovenover, men vælger man at betragte det som en museumscafé/ restaurant, så er det bestemt en af de bedste af slagsen – og isoleret set hører den med blandt byens rigtigt gode smørrebrødssteder. ’Kontrakten’ med fortiden kan umiddelbart forekomme begrænsende, men det er nu engang præmissen her, og i de rammer er præstationen i top.  

Rømersgade 22
1362 København K
Tlf. 3333 0018

arbejdermuseet.dk »
__________

TWITTER: Følg gastro på twitter »
FACEBOOK: Bliv ven med gastro på facebook »

SE OGSÅ: 5 lækre opskrifter til brunch med vennerne
SE OGSÅ: Fluffy pandekager med ricotta og rabarbersirup