Det er sagt og skrevet før om Uformel, også af undertegnet, men det tåler gentagelse: Uformel, formel B’s nye lillesøster, er med til at sætte nye standarder for, hvad man kan forvente sig i mellemklassen af restauranter. Sammen med især No. 2 har Uformel ganske enkelt hævet standarden i deres klasse. Som navnet jo meget tydeligt fortæller, er der tale om et sted, der gerne vil betragtes som uformelt, men ikke desto mindre er stedet topsmart og serveringerne i michelinstjerneklassen, intet mindre.

Der er omkring 15 numre på kortet, og man har lyst til det hele. Hver servering koster 100 kr., og man bygger selv sit måltid op efter appetit og økonomi, sådan som formel B lærte gæsterne at gøre, da de for et par år siden lagde de store ’tvungne’ menuer bag sig. Konceptet, som efterhånden ses flere steder, fx også på Geist, er blevet beskyldt for blot at ligne et prisbilligt måltid, mens faktum hævdes at være, at man skal have så mange serveringer for at blive mæt, at man alligevel ender med en stor regning. Jeg fik fem serveringer på Uformel – men af ren og skær begær! Tre havde været rigeligt, og 300 kr. for et måltid på dette tårnhøje niveau, det er nærmest rørende.


Det er fristende at gå amok i vinkortet, men der er glimrende mulighed for glasvin og også helflasker til menneskepenge.

Vi fik blandt andet laks ’toro’ med yuzu, urter og rabarber, rørt tatar med syltet grøn tomat og sprøde skud’, ceviche af slethvar med grønne jordbær, grillede asparges og mayonnaise og stegt havtaske med svampevinaigrette, confiterede hvidløg og bonito. Desuden også en formidabel servering med knivmusling. Det var alle sammen serveringer, hvor der skete temmelig meget på tallerkenen – avancerede anretninger, ikke rodede. I tidens gastronomiske toneklang var det serveringer med markant friskhed og syre.

Havtaskeserveringen var i kategorien ’godt med godt på’ – sublim klassisk velsmag (dog tvistet) a la Søllerød Kro. Eller a la formel B, for den sags skyld. De indledende snacks, en slags wraps eller ’friske forårsruller’ af glaskål med diverse grønt og en mayonnaise slog i øvrigt tonen an, så ikke et øje var tørt. The usual interiør-suspect fra formel B og restaurant Sletten, Søren Vester, har stået for indretningen sammen med Antonio Scaffidi, og resultatet er gennemført lækkert.

De mørke og gyldne nuancer ligner en retrohilsen til en 80’er-natklub, men der er åbnet til dagslyset her i den stille ende af Studiestræde over for Pumpehuset. Der er i øvrigt også borde udenfor. Til daglig styrer fremragende Martin Iuel-Brockdorff Bek selve restauranten, mens køkkenchef Frederik Alexander Rudkjøbing passer køkkenet. Tak, og på gensyn. Igen og igen og igen …
__________

DET MENER GASTRO

Uformel er årets hidtil bedste nyhed på den københavnske restaurantfront – om end de nok må dele pladsen med No. 2. Det må uundgåeligt blive en megasucces og helt atypisk for restauranter i denne her prisklasse, så må vi lige så uundgåeligt kaste en stjerne efter den.
__________

Uformel
Studiestræde 69
København V
Tlf. 7099 9111

www.uformel.dk
__________

LÆS OGSÅ: No. 2 ligner en nummer ét
LÆS OGSÅ: Anmeldelse: no. 2