Fem nye måder du kan spise dine anderester dagen derpå

Hvem elsker ikke anden?

Med sin intense smag og flotte fedtprocent er den en gave til vinterkøkkenet.

Svær at få nok af, skulle man synes.

Alligevel vil de fleste, der har været til mere end et enkelt julearrangement med andesteg i december, allerede være ved at have nået kvalmegrænsen for rødkål og brun sovs.

Samtidig er der ret mange af os, der oplever at stå med ganske meget and til overs efter juleaften. For ingen ønsker at servere for lidt fugl til julemiddagen, så der bliver altid købt mere, end nogen på nogen måde kan klemme ned. Ligegyldig hvor meget barolo den bliver skyllet ned med.

Derfor kommer her fem variationer fra øst til vest, der ikke smager af jul, men som klæder dine anderester, og som dine anderester klæder.

Fælles for alle opskrifterne er det, at du ikke bare bør bruge de overskydende hele stykker kød, men også bør bruge fingrene til at befri fuglens skrog for alle de små stykker kød, der gemmer sig rundt omkring på det.

LÆS OGSÅ: Alt.dk: Klassisk ribbensteg med sprød svær

Lige så vigtigt er det at huske, at der sidder masser af kraft i benene, så når du har befriet skroget for kød, så hak det i mindre stykker, dæk dem med vand, og kog det hele et par timer. Så står du med en dejlig andebouillon, der kan koges ind efter smag og behov.

1. Thailandsk andesuppe med rød karry

Ingredienser til 2 personer:
100 g gulerod i tynde skiver
100 g blomkål i små buketter
50 g porre i tynde strimler
1 stang citrongræs, hakket i småstykker
1 rød chili, frisk, befriet for kernerne og skåret i fine tern
1 lime
1 spsk rød karrypasta
1/2 spsk fiskesauce
200 g anderester, plukket i små stykker
2 dl andebouillon  
1 dåse kokosmælk
1/4 bundt hakket koriander, frisk

Fremgangsmåde:
-Svits karrypastaen og citrongræsset ved lav varme i en gryde
- Hæld kokosmælk på, og varm op, indtil det koger
- Kom gulerod og porre i gryden og kog i cirka fem minutter ved middel varme  
- Kom andebouillonen i sammen med fiskesaucen
- Smag til med salt, limesaft og eventuelt sukker
- Kom andekød, chili og porre i suppen, og kog igennem ved høj varme i cirka et minut, så andekødet bliver gennemvarmet, drys med koriander
- Spis suppen, som den er, eller server en skål sprøde ris til 

LÆS OGSÅ: Syv ting der giver dig perfekte sprøde ris 

2. Marokkansk andetagine med abrikoser, pinjekerner og saltet citron

Ingredienser til 2 personer:

1/2 spsk gurkemeje
1/2 spsk paprika
1/4 spsk tørret chili
1/2 spsk spidskommen
1/2 spsk tørret koriander 
2 kapsler kardemomme
20 g smør
10 g hvedemel
4 dl andebouillon
50 g tørrede abrikoser, gerne økologiske
25 g skal af saltede citroner, skåret i mindre stykker (fås i flere grønthandlere og mellemøstlige delikatesseforretninger)
50 pinjekerner, ristede
300 g anderester plukket i mindre stykker
1/4 bundt hakket bredbladet persille
 
Fremgangsmåde:
-I en spiseske olivenolie svitser du alle krydderierne, når det dufter dejligt, smelter du smøret i panden og rører melet ud i det
- Lad denne masse svitse ved lav varme et par minutter
- Tilsæt andebouillonen, mens du rører, så det ikke brænder på - tilsæt ekstra vand, hvis saucen bliver alt for tyk
- Tilsæt abrikoser og saltet citron, og kog saucen igennem ved lav varme i 10 minutter, smag til med salt
- Tilsæt andestykkerne og pinjekernerne, og kog igennem 3 minutter, eller indtil kødet er gennemvarmt
- Drys med hakket persille, og server med cous cous og en salat af tyndtskåret fennikel og appelsinfileter

LÆS OGSÅ: Lagkagehusets opskrift på honninghjerter

3. Tagliatelle med and, salvie, gorgonzola og valnød  

Ingredienser til 2 personer:

250 g tørret tagliatelle fra fx de Cecco
1 finthakket skalotteløg 
1 glas hvidvin
1 dl piskefløde
Muskatnød
100 g gorgonzola dolce
150 g anderester i tynde strimler
12 blade salvie
50 g valnødder ristede
Citronskal, revet

Fremgangsmåde:
- Steg salviebladene hårdt og hurtigt på en pande i lidt olivenolie, dryp dem af på et stykke køkkenrulle og drys med salt
- Svits skalotteløget i lidt olivenolie
- Hæld hvidvin på, og lad det koge ind til en tredjedel mængde
- Hæld fløden på og kog den ind til halv mængde
- Kom andekødet i, og kog igennem i et minut
- Kom gorgonzolaen i, og lad den smelte
- Smag til med salt og peber og muskatnød
- Fortynd eventuelt saucen med lidt kogevand fra pastaen, inden du kommer valnødderne, salviebladene og citronskallen i
- Vend sammen med de kogte tagliatelle, og kværn rigelig sort peber ud over

LÆS OGSÅ: Opskrift: Saftig culottesteg



4. Dansk andefrikassé med porre og peberrod

 

 Ingredienser til 2 personer:
25 g smør
35 g hvedemel
3 dl sødmælk
2 dl andebouillon
200 g porrer
200 g anderester, skåret i mundrette stykker
Masser af friskrevet peberrod
1/4 bundt hakket persille 

Fremgangsmåde:
- Vask porrerne godt for jord, og skær den i mindre stykker
- Kog stykkerne under låg sammen med andebouillonen, når de er møre, tager du dem op og stiller dem til side
- Smelt smøret i en kasserolle
- Rør melet ud i smøret, og lad massen stege ved lav varme under omrøring i et par minutter
- Hæld bouillonen op i massen under omrøring
- Hæld mælken i under omrøring
- Hvis væsken er blevet alt for tyk, kan du fortynde med lidt vand
- Lad saucen koge igennem ved lav varme i 15 minutter
- Kog andestykkerne, og porrerne i saucen i et par minutter
- Kom den revne peberrod i og smag til med salt og peber
- Drys med persille og server med kartoffelmos

LÆS OGSÅ: Smagfuld jul: 11 gaver du kan spise og drikke




5. Tacos med anderagout med linser og chokolade


Ingredienser til 2 personer:
100 g hvedemel
60 g vand
100 g grønne linser, gerne fra Puy
1 løg
1 stang bladselleri
2 fed hvidløg
1/2 spsk spidskommen
1/2 spsk tørret koriander
1/2 spsk paprika
1 dåse hakket tomat
200 g andekød i trevler
25 g mørk chokolade, fx Bjørnsted Edelbitter 70 procent, hakket
Hakket koriander og rødløg
1 lime

Fremgangsmåde:
- Rør melet sammen med vandet og en smule salt i en skål, når det samler sig til en dej, tager du den op og ælter den, til den er glat
- Dæk dejen med film, og lad den hvile
- Kog linserne i dobbelt så meget vand, indtil de er al dente
- Hak løg, hvidløg og bladselleri fint, og svits det i lidt neutral planteolie
- Kom de tørrede krydderier i, og svits et minut mere
- Kom tomaterne i, og kog ved lav varme i 20 minutters tid
- Del din tacodej i fire bolde, og rul hver enkelt ud til en flad pandekage
- Steg dem på en slip let-pande
- Kom linserne i din tomatsauce og kog dem, indtil de er møre
- Kom anderesterne i ragouten, og kog igennem i et par minutter ved høj varme, tilsæt eventuelt lidt vand
- Tag gryden fra varmen, og hæld den hakkede chokolade i
- Smag til med salt og peber og eventuelt lidt brun farin
- Server ragouten i de lune tacos og pynt med hakket koriander, hakket rødløg samt limebåde ved siden af

 

LÆS OGSÅ: Henrik Boserup: "Jeg har holdt min kæft i lang tid, fordi jeg ikke havde noget at sige"

 

LÆS OGSÅ: Det drikker bartenderen: Her er min yndlingsspiritus

 

LÆS OGSÅ: Mezcal er den hippeste spiritus lige nu

Se, hvad vi ellers skriver om: Opskrifter, Hovedret, Mad og Jul