Det bliver som regel lidt sjovere, når italienerne laver biler. Se bare denne vilde SUV

Træt af lydløse elbiler? Vi prøvekører Maserati Grecale Trofeo med 530 hestekræfter. En karismatisk SUV, der nægter at undskylde for sin eksistens.

Offentliggjort

DER ER EN anden passion og finesse bag det meste, italienerne kaster sig over. Ikke mindst når det kommer til SUV’en Grecale. Da modellen blev lanceret i 2022, blev den beskrevet som ekstraordinær i det officielle pressemateriale. Så allerede inden startsignalet lyder, har den meget at leve op til.

Den første tanke er, hvordan en bil som denne har kunnet gå relativt meget under radaren på det skandinaviske marked. En af grundene er prisen. Men det har Maserati taget til sig og har nu lagt prisskiltet på et niveau, der bedre matcher konkurrenterne.

Grecale Trofeo er flagskibet hos Maserati, topudstyret og med maksimal ydelse, men hvordan føles 530 hestekræfter egentlig, når man kører ud i trafikken?

Så snart jeg sætter mig i det sporty sæde, mærker jeg sidestøtten, som desuden kan finjusteres elektrisk via den centrale skærm. Det får du sikkert lyst til at gøre, hvis du tager din Trofeo med til Nürburgring; noget bilens umiskendelige sportslighed konstant opmuntrer til. Blandt andet gennem den ekstreme Corsa-køreindstilling til banebrug.