Dyvig Badehotel

Dyvig Badehotel ligger på det nordlige Als og ejes af Hans Michael Jebsen. Det oprindelige badehotel blev jævnet med jorden for at gøre plads til genopførelse af et spritnyt badehotel, hvor den klassiske badehotelsstil dog er intakt. Det skorter ikke på luksus på Dyvig Badehotel, der er indrettet med lige dele maritim hygge og guldbelagt schwung.

Badehotellet byder på to restauranter i form af luksusbrasseriet Skipperstuen, hvor man kan mæske sig i caviar, hummer, prægtige fisk og velhængt kød, mens man i Restaurant Amstrup & Vigen kan læne sig tilbage og nyde et fuldblodsgourmetmåltid med luksuriøse råvarer og fremragende vine fra vinkælderen, der er præmieret med to glas i Wine Spectator.

Dyvig Badehotel er blevet en ekstremt populær destination for folk, som ønsker at kombinere ro, luksus og stor gastronomi, og har man planer om at overnatte, bør man booke i god tid.  

Dyvigvej 31

6430 Nordborg

dyvigbadehotel.dk

SYTTENDE_view2_restaurant copy.jpg

Syttende

Restaurant Syttende ligger på 17. etage på Hotel Alsik, Sønderborgs nye vartegn. Jesper Koch er gastronomisk ansvarlig for hele hotellet, og Syttende er hans og Alsiks kronjuvel, hvor man er gået all-in med et lokalt funderet gourmetkøkken med unikke råvarer fra Als og omegn tilsat et skud international luksus i form af eksempelvis trøfler og caviar.

Man sidder med smuk udsigt over Alsund ved de store borde dækket med smuk service fra blandt andet unika-tallerkener fra det svinedyre Hering Berlin.

Jesper Koch og hans højre hånd, Peter Rødsgaard, præsenterer et uhyre velsmagende gourmetkøkken med originale sammensætninger, hvor finesse, elegance og smagsintensitet harmonerer til fulde, eksemplificeret ved en ret som tynde æblebånd, caviar, grillet fløde og persille.

Jesper Koch er også en passioneret og vidende vinentusiast, og således har han selv sammensat vinkortet, der er en sand slikbutik for tilhængere af store klassiske vine.

Nørre Havnegade 25

6400 Sønderborg

alsik-hotel.com

baltic.jpg

Hotel Baltic

Hotel Baltic ligger godt 10 minutters kørsel fra Sønderborg mod sydøst med smuk udsigt over Hørup Hav og ejes af skibsreder Hans Michael Jebsen og drives af de samme folk, som står bag michelinbestjernede Hotel Frederiksminde og Rønnede Kro på Sydsjælland. Det borger for kvaliteten såvel som for et DNA med et stærkt fokus på lokale råvarer og masser af grønt på menuen. Jonas Mikkelsen og hans hold af dygtige kokke er yderst skarpe, når det gælder om at bringe dybde og smagsintensitet frem i de friske grøntsager, som i flere tilfælde spiller hovedrollen på tallerkenen. Det gælder især i Baltic Gourmet, hvor de giver den gas med en seksrettersmenu, mens Baltic Bistro går mere klassisk til værks med moderne versioner af klassiske retter, hvor animalsk protein for det meste spiller hovedrollen.

Vinkortet forener både klassisk orienterede og mere moderne vinproducenter, så der er noget for enhver smag.

Havbo 29

6470 Sydals

hotelbaltic.dk

Fakkelgaarden_RAISFOTO_5576 copy.jpg

Fakkelgaarden

Fakkelgaarden er en af Sønderjyllands stolte, gamle bastioner, hvor eksempelvis Thomas Rode og Mark Lundgaard har slået deres folder gennem tiden siden åbningen i 1992. I dag hedder køkkenchefen Esben Krogh, og han er garant for et gourmetkøkken baseret på sæsonens bedste råvarer fra lokalområdet.

Alt laves naturligvis fra bunden – også den røgede laks, som røges i Fakkelgaardens egen røgeovn.

Fakkelgaarden er ligeledes et hotel med 26 værelser, og med hotellets smukke udsigt over Flensborg Fjord er der rig mulighed for at trække stikket og nyde stilheden, inden man sætter sig til bords til en fire- eller seksrettersmenu.

Fakkelgaarden tilbyder flere forskellige ophold til dem, der blot vil læne sig tilbage og nyde uden at skulle tænke for meget over valgmulighederne.

Restauranten har også åbent til frokost, hvor man kan vælge imellem både kolde og varme fristelser såsom den førnævnte røgede laks og tartelet med cremede kalvebrisler.

Fjordvejen 44

6340 Kruså

fakkelgaarden.dk

Restaurant Bind

Mindre end fire kilometer fra Fakkelgaarden finder man Restaurant Bind, som drives af parret Pia og Christian Bind. Restauranten ligger smukt ud til Flensborg Fjord og har været drevet af parret siden 2008. Christian Bind kommer fra Alsace, hvor han er vokset op med hjemmeavlet og hjemmelavet mad såvel som vin på bordet, og med en læretid på legendariske l’Auberge de l’Ill i Alsace har han cv’et på plads.

Med danske råvarer ved hånden og fransk kokkekunst i fingre og tankegang byder Restaurant Bind på et klassisk køkken baseret på sæsonens bedste lokale råvarer, og ønsker man at opleve, hvad god gedigen fransk kogekunst på højt niveau kan, kan man med fordel lægge vejen forbi Kruså til tre eller seks retter eller den helt store tur i vinkælderen ved restaurantens chef’s table for min. otte personer.

Fjordvejen 120

6340 Kruså

restaurantbind.dk

Restaurant Mundheld

Restaurant Mundheld ligger på Hotel Britannia i hjertet af Esbjerg. Restauranten åbnede i begyndelsen af 2019 og har langt om længe bragt gastronomi på et seriøst niveau til fiskerbyen.

Fokus ligger på lokale, sæsonbetonede råvarer, som i overvejende grad ligeledes er økologiske. Madstilen er nordisk med et stramt, elegant udtryk på tallerkenen, og med blot ni borde i restauranten er der god tid til at kræse for gæsterne ved bordene af de røget egetræ. Priserne er i den rimelige ende, og ønsker man at blive for natten, kan man vælge et gourmetophold med overnatning, fem retter med tilhørende vinmenu og morgenmad dagen derpå for 3.099 kr. for to personer.

Torvegade 24

6700 Esbjerg

mundheld.dk

Restaurant Herregårdskælderen

Restaurant Herregårdskælderen ligger i Brørup mellem Esbjerg og Kolding. Restauranten ligger i forbindelse med Museet på Sønderskov, så man kan både gå på opdagelse i historien og spise godt.

Restauranten ligger i et smukt, gennemrestaureret kælderlokale fra 1400-tallet med toppede brosten, hvælvede lofter og ildsted.

Maden er baseret på lokale råvarer såsom lam fra Varde Ådal såvel som grønt og urter fra egen have. Maden er rustik og serveres i generøse portioner. Køkkenstilen er dansk-fransk, og her bekymrer man sig ikke om tidernes skiftende tendenser. Godt håndværk og friske råvarer i sæson bærer velsmagen og konceptet igennem, og er man på disse kanter, kan det bestemt anbefales at gøre stop til frokost eller aften.

Sønderskovgårdvej 2

6650 Brørup

sonderskov.dk

Bror Ditlev

Bror Ditlev var en gedigen saltvandsindsprøjtning til den koldingensiske restaurantscene, som ikke tidligere har været noget at skrive hjem om. Restauranten åbnede i 2018 med plads til blot 20 gæster, men i september flyttede restauranten til en ny lokalitet, således at der nu er plads til op til 50 gæster ad gangen. Der er gourmetambitioner på tallerkenen og afslappet rocn ’n’ roll over betjeningen, som for alt i verden skal forblive jordnær såvel som kompetent. Man skjuler ikke sin begejstring for luksusvarer såsom foie gras og trøfler på adressen, men fortrinsvis lokale råvarer spiller også en stor rolle på Bror Ditlev.

Alle retter koster det samme, så det er bare at vælge, hvad man har mest lyst til.

Med omtrent 400 vine på kortet og en Coravin til rådighed er der også rig mulighed for at smage store og små vine fra nær og fjern.

Jernbanegade 44

6000 Kolding

brorditlev.dk

SdrBjert-Kro_Chefmade_RAISFOTO_1805 copy.jpg

Sdr. Bjert Kro

Sdr. Bjert er en lille landsby beliggende syd for Kolding. Her har man de seneste år kunnet spise og sove godt på Sdr. Bjert Kro, som både byder på overnatning og ambitiøs gastronomi.

I 2018 overtog parret Katrine og Emil Rask Bahr kroen. Sidstnævnte har været medejer af Hærværk i Aarhus såvel som souschef på Svinkløv Badehotel; steder, som begge sværger til det meget lokale og sæsonbetonede køkken.

Der er både klassiske kroretter i nyfortolkning og en mere gourmetpræget menu med fem retter, vinmenu og så videre, det såkaldte ”Hele krounivers”.

Der er tale om et raffineret, moderne køkken, hvor velsmag vinder over pincetter og jordbunden service over fine fornemmelser.

Der er også åbent til frokost, hvor man kan gå om bord i restaurantens fristende udvalg af smørrebrød.

Gamle Bjert 16

6091 Bjert

sdrbjertkro.dk

Sønderho Kro

Sønderho Kro ligger på den sydlige del af Fanø, og i mere end 300 år har søfolk fra nær og fjern lagt til for natten på den gamle kro med den farverige indretning. I dag tæller Sønderho Kro 13 værelser, og mens indretningen er holdt i oldschool sømandsstil, er maden på tallerkenen helt up to date.

Omgivelserne i og omkring Vadehavet fungerer som spisekammer for Sønderho Kro, som baserer sin gourmetmenu på ultralokale og sæsonbetonede råvarer lige fra vilde urter til lokalt højlandskvæg og fanøskinke.

Det samme gælder til frokost, hvor udtrykket er mere rustikt, men fokus på de gode råvarer er det samme. Som noget for mange lettere eksotisk kan man eksempelvis bestille bakskuld, den lokale vesterhavsspise lavet af saltet, tørret og røget ising, serveret med pickles.

Kropladsen 11

6720 Fanø

sonderhokro.dk

Huset Blom

Huset Blom ligger i Sønderborg i en villa opført i 1924 af gartneriejer Blom. I 2013 overtog ægteparret Pia og Klaus Bartholin driften og gjorde den gamle villa til en restaurant efter en gennemgående og nænsom restaurering med respekt og øje for tiden for 100 år siden. Det har resulteret i en smuk villarestaurant med sildebensparket og mange andre fine detaljer, som gør restauranten til en stor oplevelse at træde ind i.

Køkkenet serverer mad uden dogmer af friske og fortrinsvis lokale råvarer.

Konceptet er delemad, så man bestiller en række retter til bordet, som man kan dele på kryds og tværs. Man kan også bestille en set menu, hvor køkkenet udvælger, hvad der skal serveres. Betjeningen er afslappet og nede på jorden.

Der er også åbent til frokost, hvor den står på smørrebrød.

Sundsmarkvej 40

6400 Sønderborg

huset-blom.dk

anretning Steffen Snitgaard copy.jpg

Restaurant Ros

For fire år siden åbnede Marcel Rodrigues og Steffen Snitgaard i Tønder efter at have arbejdet på prominente steder som bl.a. Søllerød Kro. Allerede i 2017, et år efter åbningen, vandt Restaurant Ros årets feel good-oplevelse i White Guide. Afslappethed og velbehag er nøgleord for de to kokke, som først og fremmest fokuserer på at servere velsmagende mad uden fine fornemmelser.

Maden er baseret på lokale råvarer i sæson og kan beskrives som gourmet light til særdeles rimelige priser – fem retter koster blot 350 kr.  

Efter stor succes med restauranten i Tønder åbnede Snitgaard og Rodriques endnu en Restaurant Ros i Fredericia, så folk længere nordpå også kan få glæde af deres delikate kokkerier.

Spikergade 21

6270 Tønder

restaurantros.dk