Jeg blev spurgt af Kadeau-drengene i en alder af 24, om jeg ikke ville være køkkenchef på deres søster-restaurant, Roxie. Jeg var ved at vælte bagover. Og jeg var fuldstændig solgt, da jeg så stedet inde på Herman K-hotellet lige over for Magasin. Vi var to om at løbe stedet i gang, og fordi jeg havde så meget krudt i røven, blev det mig, der skulle være frontkvinde og køkkenchef.

Vi var et meget ungt hold. Stemningen var som regel, at vi tog ud og drak efter service, og der blev også lavet køkkenbordstatoveringer i ny og næ. Det var totalt rock’n’roll, og vi havde ingen lukkedage på restauranten.

Det blev min ilddåb i branchen. Når jeg tænker tilbage på tiden på Roxie, er jeg overrasket over, at jeg sagde ja. Jeg ville helt sikkert gøre det hele igen, men det var også nogle vanvittige år. Jeg fik lov til rigtig mange ting, og jeg opdagede nok først på den anden side, da corona kom, hvor vildt det havde været. Men det er meget typisk mig at springe ud i ting med hovedet først.

Når man bliver køkkenchef som så ung, og samtidig er kvinde i en mandsdomineret verden, kan man godt blive lidt overrasket over nogle af de ting, der skal overvindes. Man går jo ikke ind i branchen for at være en kvindeforkæmper, men jeg oplevede nogle gange i starten, at en gæst gik op til min mandlige kollega, der formentlig også var ældre end mig, og sagde: ’Tak for mad.’ Selvom det var mig, der var chefkokken.

Der kan man godt spekulere lidt over, om det er fordi, folk ikke er vant til, at kvinden er chefen. Jeg gider normalt ikke være frembrusende. Men det har jeg skullet lære. For det er jeg simpelthen nødt til for at blive bemærket som kvinde i branchen.