MAN DRIVER HURTIGT ud på dybt vand, hvis man udtaler sig om restaurationsbranchens problemer, medmindre man har Michelin-stjerner langt ud over begge skuldre, er blevet råbt ind i hovedet af en eller anden gammel fransk køkkenchef i 90’ernes ægte Paris eller har sovet i et walk-in køleskab i forlængelse af en lidt for god brandert efter service.

Og måske er det også fair nok? For det er svært at sætte sig ind i, hvad der driver de stjernekikkende kokke til at arbejde sig selv i laser i det gode måltids tjeneste, når man ikke selv har prøvet at stå i et professionelt køkken. Hvorfor denne her macho råbekultur er opstået, og åbenbart stadig lever i bedste velgående, kan være svært at greje for os tilskuere nede ved de strøgne duge.

Har man fulgt mediedækningen af restaurationsbranchen de seneste år, sidder man med en følelse af, at arbejdslivet som kok helst skal minde om, når Jakob Kjeldberg står i fuld khaki bag fjernsynsskærmen og skriger ”Det er Robinson det her! Det skal gøre ondt!”

Skal livet som kok virkelig gøre ondt for at tælle? Er det bare en del af gamet, hvis man gerne vil noget større i faget? Måske. Der er i hvert fald noget, der tyder på, at det stadig giver street credit i køkkenerne at være en hård negl.