Den første kogebog jeg læste, var den legendariske ’Mickey’s kogebog’. Mickey Mouse var på forsiden, og sådan som jeg husker det, var det opskrifter på meget enkel mad, som børn kunne lave. Jeg kan i særdeleshed erindre, at vi i min familie brugte den til at lave burgere – og det var faktisk en glimrende burger. Den bog var med til at gøre mig interesseret i mad fra en tidlig alder.
Efter at have læst hendes første bog ’Mit solskinskøkken’ blev jeg meget fascineret af den danske kok Kille Enna. Hun var en meget progressiv kok med en grøntsagsbaseret madlavning. Californisk, lyst og let, men stadigvæk med masser af smag. Det var første gang, jeg oplevede, at man kunne det.
Siden blev jeg særligt glad for Thomas Hermans bog ’Brændende kærlighed’. Den er delt op sådan, at hver ret kan laves på to måder. Den ’almindelige’, fx brændende kærlighed, hvor du får en opskrift på den gammeldags måde at lave den på, og så en mere fancy kokkeversion af retten, hvor du kan udfordre dig selv. Skæbnen ville, at Herman var dommer i den første sæson af ’Masterchef’, hvor jeg var med (i 2011, red.). I bogen gav han også en opskrift på en slags Wellington med kalv, der er smurt ind i en mousselinefars lavet på kylling og viklet om med hvidt brød.
Da jeg endte i finalen i ’Masterchef’, vidste jeg med det samme, at jeg skulle lave den ret på min egen måde. Det var vildtsæson på det tidspunkt, så jeg besluttede mig for at lave den med vildt. Thomas Herman var ekstremt skeptisk over for idéen, fordi han mente, at vildtkødet ville bløde for meget under tilberedningen og dermed gøre brødet vådt.
