Arvingerne: "Jeg kommer ikke til at være en fiasko"

Mulighederne synes uendelige for 24-årige Kristoffer Holtermann. Hans far og mor har altid været entrepenante, og det har givet ham en stærk trang til at skabe sit eget. Samtidig har han dog også lært, at penge ikke er alt, og forude venter den dag, hvor han måske – måske ikke – skal drive det succesfulde tøjmærke Second Female videre. Dette er andet afsnit i vores miniserie om unge virksomhedsarvinger.

Billede 1 - Arvingerne
Offentliggjort

Trods sin unge alder har Kristoffer Holtermann på 24 år været vidt omkring. Han har læst kinesisk, er blevet klogere på venture capital financing i Milano, har studeret iværksætteri i Hongkong og været med til at åbne en café i New York – og så er han i fuld gang med sin kandidatuddannelse i Organizational Innovation & Entrepreneurship på CBS i København. Og som om det ikke var nok, arbejder han hos marketingbureauet Social Works, hvor han lægger SoMe-strategier for kunder med influencere som omdrejningspunkt, hvorfor han i disse dage sidder sammen med musikeren og forretningsmanden Remee og forhandler marketingplaner omkring et nyt stort projekt for en kendt musikkanal.

”Jeg er en ung mand, der tilfører værdi til mit liv ved at tage det bedste fra de muligheder, jeg har,” siger Kristoffer Holtermann.

”I takt med, at jeg er blevet ældre, er jeg blevet bedre til at navigere rundt i det pres, der ligger på mig fra omverdenen. Nu, i min spæde alder af 24 år, er jeg blevet ret god til at indse, at jeg behøver ikke at blive rig i morgen, og jeg behøver ikke at starte en virksomhed lige nu. Jeg læser min kandidat på CBS, og jeg har det helt fint med det tempo, jeg tager tingene i.”

Det pres, Kristoffer Holtermann taler om, kommer fra det faktum, at hans far, Steen Holtermann, sammen med sin partner Preben Laust Jørgensen for 19 år siden skabte det multinationale tøjmærke Second Female, som laver highstreet-modetøj til kvinder. Og en dag, måske om fem år, måske om 10 år, ligger det i kortene, at Kristoffer Holtermann skal være med til at drive virksomheden ind i fremtiden og især fokusere på at gøre brandet stærkere i en verden, der bliver stadig mere og mere digitalt funderet.