David Harboe: ”At træde vande er det samme som at drukne for mig” scroll-down

David Harboe: ”At træde vande er det samme som at drukne for mig”

Som 26-årig takkede han nej til et velbetalt udviklerjob i Apple for i stedet at ændre det danske investeringslandskab, og selvom Nord Investments nu forvalter over en milliard kroner, så føler David Harboe, at eventyret først lige er begyndt. Vi har snakket med ham om vigtigheden af en god frokost, at tage ansvaret på sine skuldre og om at fejre sine succeser.

Af Boris Schilling Weiss
Foto: Nikolaj Thaning Rentzmann
Karriere Euroman

Er der noget, der holder dig vågen om natten?

”Ja helt sikkert. Jeg tænker meget på, hvorfor i alverden så mange danskere får deres surt opsparede og hårdt beskattede penge investeret i en bank. Det gør nærmest fysisk ondt at se så mange midler investeret i dyre bankløsninger. Så ligger jeg og tænker over, hvordan vi som firma hjælper flere af de her kunder.”

Hvad var din skærmtid på din iPhone og computer i sidste uge?

”Den var på 80 timer, og det overrasker mig ikke. Nord Investments er en digital virksomhed, så selvfølgelig foregår det meste af dagen foran en skærm. Jeg prøver at få prioriteret otte timers søvn, min sport og kvalitetstid med min forlovede, men jeg er meget foran skærmen, og det er ikke en ofring. Jeg elsker det, jeg laver.”

Hvordan startede dit iværksætterliv?

”Jeg havde sammen med et par partnere startet et firma, der hedder Rentecarlo, og vi blev udvalgt blandt en masse start-ups verden over til at komme til London og være en del af acceleratoren ’Ignite’. En accelerator er et slags firma, hvor en række investorer stiller nogle midler og erfaringer til rådighed, og så skal man som start-up gøre alt, hvad man kan, for at udvikle sin forretning.

Det var nok en af de mest hardcore start-up-oplevelser, jeg har haft. Vi boede fire drenge på lidt under 50 kvadratmeter og lavede ikke andet end at arbejde på at gøre selskabet til en succes. Det var helt vanvittigt. Vi mødte over 100 forskellige investorer og skulle ugentligt rapportere til dem om vores fremskridt. Vi mødte en masse andre succesfulde iværksættere, og vi hørte om deres do’s and don’ts. Det var her, jeg lærte, hvad der skal til for at bygge noget stort fra bunden. Det var en vanvittig oplevelse.”

Hvordan kom du ind i finansverdenen?

”Anders Hartman og Michael Albrechtslund, som i dag er henholdsvis administrerende direktør og bestyrelsesformand i Nord Investments, søgte i 2016 en CTO og co-founder, og de henvendte sig til mig. På det tidspunkt vidste jeg ikke meget om den finansielle verden, men jeg endte med at bruge en hel sommer på ikke at lave andet end at læse investeringsbøger og prøve at finde ud af, om der var et behov på det danske marked, som vi kunne udfylde. Efter at have danset rundt om den varme grød i over et halvt år, besluttede vi os i fællesskab for at kaste os ud i det.”

Se, hvad vi ellers skriver om: De unge ledere, Penge og Iværksætter