Hvad holder dig vågen om natten?

”Der er typisk tre ting, som holder mig vågen: 'White Noise' (lyden af en støvsuger, hårtørrer, emhætte etc., der får babyer til at falde til ro, red.)  er en af tingene, fordi jeg lige er blevet far, og Spotifys ’White Noise’-playlister er jo både en gave, men er samtidig vildt irriterende at høre på for en selv. Jeg har også for vane at holde mig vågen om natten ved at falde meget dybt ind i internettet og dets små hjørner i forhold til mine interesser. Og det har jeg svært ved at slippe, selvom jeg er blevet far.

Den sidste ting er mere i den alvorlige og seriøse tone: Jeg tænker meget over den ekstreme polarisering, som vi ser i verden, hvor der ikke rigtig er nogen, der snakker på midten, men det hele er enten eller. Enten er du for vacciner eller imod vacciner. Enten er du for klimaet eller imod klimaet. Det er skræmmende, at vi med dette digitale lag har fået en verden, hvor vi ikke kan være fornuftige mennesker og snakke til hinanden, men det mere handler om, hvem der vinder diskussionen. Jeg kan faktisk godt blive lidt foruroliget over, hvor meget det har taget fart.”

Hvem er din vigtigste medarbejder?

”Hvis jeg var typen, som kunne udvælge én, så havde jeg nok ikke haft nogen medarbejdere. Jeg har altid bedst kunnet lide at bevæge mig i grupper af mennesker og ikke nødvendigvis individuelle relationer. Jeg har en gruppe af mennesker, som jeg er ekstremt afhængig af for at få ting til at ske. Vi har fx en ting, vi tit siger på kontoret: ’Hvis du er den klogeste i et rum, så er du i det forkerte rum.’ Ideen er, at selvom jeg sidder som chef for en virksomhed, der arbejder i flere lande og med en kæmpe virksomhed som IKEA, så er der mange gange, jeg ikke aner, hvad der er det rigtige svar, eller hvad vi skal gøre.

Jeg tror, at de bedste ledere er dem, som ved, hvad de ikke ved og ikke nødvendigvis fremtræder som dem, der tager beslutningerne, men som dem, der er ansvarlige for, at der er kvalitet i de beslutninger, som bliver taget. Derfor har jeg altid godt kunne lide at omringe mig med folk, som komplimenterer alle mine mange fejl og mangler, for så kan jeg gøre, hvad jeg er god til i stedet for ignorant at prøve at løse det hele selv for at klynge mig til en magt, som er ligegyldig.”

Kaave 2.jpg
Måske genkender du Kaave Pour fra musikgruppen B-Boys? I 2003 blev de blandt andet nummer tre ved MGP med rapnummeret 'Vi gi'r den op'. B-Boys gik i opløsning i 2009.

Hvad er dine svage og gode sider?

”Mine svage og gode sider hænger meget sammen. Der er ingen tvivl om, at det nogle gange går lidt for hurtigt for mig, så jeg glemmer, at der er ingen andre, som ser det samme som mig. Altså, der er ingen, der ser verden på den samme måde eller tænker præcis det samme, selvom vi kigger på det samme billede. Det kan godt være svært, hvis man selv føler, at noget er helt intuitivt og naturligt. Jeg glemmer, at andre indimellem skal have en større kontekst for at være med på vognen.

Jeg har helt klart også noget med rastløshed og godt kan lide at reagere på min intuition og ikke nødvendigvis at blive paralyseret af at analysere alting. Men i dag skal jeg agere leder og ikke længere være en designer. Det gør, at jeg er nødt til at blande de to forskellige verdener lidt mere, end jeg har gjort i mine tidligere roller. Men det har aldrig været et problem i vores virksomhed, at folk har flaws, så længe de har de rigtige værdier. De værste medarbejdere er dem, som ignorerer deres flaws og ikke har situationsfornemmelse eller indsigt til at forbedre sig.”

Hvornår står du op?