Ligesom vi herhjemme har vores egen årgang af gør det selv-rappere, der dominerer musikscenen , rører hjemmedyrkede hitmagere også på sig på den anden side af Øresund.

En af dem er den 18-årige Yung Lean, det mest prominente medlem af labelet Sadboys, som han har stiftet sammen med en gruppe venner fra Stockholms Södermalm-kvarter.

Yung Lean og Sadboys, der sidste år gennemførte en turne i Europa og USA, fik først opmærksomhed i 2013 for nummeret ’Ginseng strip 2002’, som de selv offentliggjorde over YouTube og Souncloud, og som siden er blevet set 3,5 millioner gange. 

Nummeret, der blandt andet handler om at få sine nosser slikket af en Zooey Deschanel-lookalike og tage syretrips, og videoen, der viser Yung Lean på indkøb efter importeret iste – en af rapperens store passioner – blev fulgt op af singlen ’Kyoto’, der har 5,5 millioner views på YouTube.

Ligesom danske Sivas Torbati, der slog igennem med en kølig, melankolsk lyd, har Yung Lean og hans Sad Boys specialiseret sig i et tåget flow og drømmende sørgmodige beats, der placerer sig et sted omkring undergenren cloud rap. Selv har Yung nævnt den emotionelle Atlanta-rapper og R&B-sanger Future som et af sine største forbilleder. 

”Du kan græde til hans musik, du kan forholde dig til den,” sagde han i et interview med amerikansk Vice i 2013. I det hele taget var udenlandske medier hurtigere ude med at give ham opmærksomhed end de svenske, for eksempel hiphopmediet Vibe, der nævnte hans selvudgivne debut, ’Unknown Death’, som et af 2013’s mest oversete mixtapes

Yung Lean lægger heller ikke skjul på, at han orienterer sig væk fra sit hjemland. Til svensk radio har han sagt, at han ”aldrig kommer til at rappe på svensk,” og at svenske hiphop-beats ”er overdrevet kedelige”.

Og man må give den unge mand, at han er modig nok til at rappe på engelsk, selv om hans stockholmske udtale indimellem trænger klart igennem hans slørede, tillagte Sydstats-rap.

Mens hans særegne, nærmest uengagerede rapdiktion får kritikere til at betvivle hans talent, fortsætter den svenske rapper med at få tilhængere i USA for sit triste udtryk og sine vrøvlende tekster om sex, stoffer og udenlandske soft drinks.

For eksempel bød Sad Boys’ USA-turne på to udsolgte koncerter i New York og et hook up med Justin Bieber .

13. februar kan man høre Yung Lean og Sadboys i Vega. Her er hans nyeste video til nummeret ’Bathtub’:

LÆS OGSÅ: Kongen af Instagram lever livet med våben, viagra og villige damer  

LÆS OGSÅ: Trippet video: Er det en fugl, nej det' Emil Stabil

LÆS OGSÅ: Adam Cohen: "Opmærksomheden omkring min far har forurenet folks måde at se mig på"