Sæsonen på streamingtjenesterne er for alvor gået i gang efter en lidt sløj start på året. Men nu vælter det med spændende nyheder. Her er et udvalg, der er værd at se.

’Billions’ - sæson 3

Efter denne ydmyge skribents mening var sæson 2 det bedste, man kunne streame hele sidste år. Og vi er så heldige, at der allerede nu kommer en ny sæson. Serien har to fremragende hovedroller i Damian Lewis og Paul Giamatti, og den formår at fortælle en grundlæggende spændende konflikt mellem de to (en lusket milliardær og den næsten ligeså luskede statsanklager). Samtidig åbner den for den lukkede finansverden, der direkte eller indirekte har så stor betydning for den moderne tilværelse.

Premiere 25. marts på HBO Nordic

’The Americans’- sæson 6


Oprindelig virkede idéen om to russiske agenter i USA som noget, der måske hørte fortiden og Den Kolde Krig til (hvor handlingen i serien tager sit udspring). Men det seneste præsidentvalg med russiske forbindelser har gjort ’The Americans’-serien topaktuel.

Til dens mange fans’ fortrydelse når serien nu slutningen, og denne sjette sæson vil blive den absolut sidste. Så er der kun virkeligheden tilbage, og dermed er det nok alligevel ikke sidste gang, vi hører om russisk indblanding i amerikansk politik.

Premiere 27. marts på Netflix

’Trust’


Det er sjældent, at en serie udkommer lige efter en stor Hollywood-film med samme emne. Men det sker med serien ’Trust’, der er bygget på samme historie som filmen ’All the Money in the World’ (ja, den, hvor Ridley Scott klippede Kevin Spacey ud). Ikke desto mindre kommer der nu en hel serie med 10 afsnit om verdens rigeste mands barnebarn, der bliver kidnappet, hvorefter bedstefaren nægter at betale løsesum.
Faktisk virker den ud fra traileren som en mere kæk og veloplagt udgave end filmen. Det skyldes formentlig, at det er Danny Boyle (’Trainspotting’), der er instruktør, og manuskriptforfatter Simon Beaufoy (’Slumdog Millionaire’), der står bag.

Premiere 25. marts på HBO Nordic