Brian Lykke havde det hele: Kone, børn, hus og masser af penge. Men han manglede noget fundamentalt i sit liv scroll-down

Brian Lykke havde det hele: Kone, børn, hus og masser af penge. Men han manglede noget fundamentalt i sit liv

Vi har mødt det elastiske menneske, som droppede den medfødte, midtjyske beskedenhed, greb telefonen og fik et afgørende klap på ryggen, før han omsider sparkede døren ind til den store scene.

Af Benjamin Dane
Foto: Jonas Bie
Kultur Euroman

BRIAN LYKKE ÅBNER døren og undskylder rodet for tredje gang.

”Jeg har luftet grundigt ud,” forsikrer han og griner. Det samme gør skuespiller Jakob Schnohr, en rødblond mand i en sort sweater med Mickey Mouse-motiv, da han træder ind på Brian Lykkes ældste teenagedatters værelse. Omkring os ligger tøj og ting kastet tilfældigt rundt på gulvet. Sengen er ikke redt, og i det ene hjørne står en flyttekasse fra Silvan. Bagerst står et vindue på vid gab ud mod baggården på Vesterbro. I midten af det hele er tre stole placeret. Brian Lykke tager en håndholdt mikrofon med pelsklædt vindhætte frem. Han sætter sig på den ene stol, Jakob Schnohr på den anden og jeg selv på den tredje.

”Jeg havde glemt, hvor klamme teenagere kan være,” siger Brian Lykke.

Det er en tirsdag formiddag i maj. 20 minutter tidligere er Jakob Schnohr trådt ind ad døren til lejligheden, hvor Brian Lykke, hans kone Tilde Mardahl-Hansen og deres to døtre for nylig er flyttet ind. Det eneste, Jakob Schnohr har fået på forhånd, er en sms fra Brian Lykke. I den står et kort oplæg til dagens afsnit af ’Undskyld vi roder’, den populære satire-podcast om den fiktive radiostation R8dio. Det er mere information, end han plejer at få. Alle afsnit af podcasten er improviseret frem. Ofte er der kun tre-fem sætningers manus til et program på 40-50 minutter. Nogle gange tager de medvirkende små overraskelser med til hinanden. Som da komiker Kasper Nielsen, den anden halvdel af podcasten, under sidste uges optagelse pludselig gav sig til at give Jakob Schnohr fodmassage, mens båndet rullede. Tricket er at kende sin karakter så godt, at man ved, hvordan vedkommende vil reagere i enhver situation, også de uventede. Derudover gælder kun improvisationsteatrets to grundregler: Sig ja til det, din medspiller kommer med. Og lyt til, hvad der bliver sagt.

Inden dagens optagelse har Brian Lykke og Jakob Schnohr over en kop kaffe og en croissant talt sig varme på dagens afsnit og er trådt lidt ind og ud af deres karakterer. Plottet er simpelt: Programchefen, spillet af Brian Lykke, og teknikchefen, spillet af Jakob Schnohr, lytter til bud på R8dios nye webshop-radiospot og beslutter sig for, hvilken de bedst kan lide. Den eneste udfordring er, at afsnittet skal forestille at foregå i et sommerhus i Hvide Sande. Derfor går det ikke med motorstøj fra Vesterbrogade. Så nu sidder de på værelset, som tilhører datteren Asta, der er væk på efterskole. Brian Lykke trykker på optageknappen, en lille lampe på mikrofonen lyser rødt. Han rømmer sig let og skruer op for den midtjyske dialekt:

”Ja, halløjsa, det er Allan Sindberg, programchef på R8dio, Danmarks nye snakke-sludre-og-taleradio.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Portræt og Forsider