Det er de uprivilegeredes tid. Dem, der voksede op uden rige forældre. Dem, der ikke kunne være ærlige om deres seksualitet, der afveg fra normen. Dem, der ikke kommer fra et hjem med klaver, tre retter og skiferie.
Se blot på det manifest, kometforfatter Glenn Bech udgav sidste år. Om muligt årets mest højtråbende bog, en krydsning mellem en kærlig reminder og en fuckfinger til den privilegieblinde kulturelle middelklasse, der er faldet over sig selv for at omfavne ham (du kan i øvrigt læse et essay af Glenn Bech i denne måneds tema på side 58 i magasinet).
Det er oppe i tiden at være bevidst om sine privilegier. Og, ikke mindst, lade dem uden forlommer i livet få taletid.
Annonse
Heldigvis er der flere og flere, der tør råbe af deres stemmers fulde kraft, og vise verden, hvordan tilværelsen ser ud gennem deres optik.
Tag bare Caspar Eric: I sin nye digtsamling ’Nye balancer’ skriver han om den handicappedes krop i en verden, der ikke er gearet til at rumme den.
Caspar Eric har selv cerebral parese, en hjerneskade, der kan give udfordringer af motorisk og kognitiv karakter, og som bliver brugt meget aktivt som motor i bogen. Både til at beskrive, hvordan livet med et handicap er, men også til at udstille, hvor akavet dårligt den raske verden omfavner det unormale:
”Jeg er sgu så træt af at høre om kunst der er smuk og god mens misbruget fortsætter.
Selv at have skrevet en bog om handicap som de handicappede muligvis spejler sig i som de normale muligvis spejler sig i og imens stiger depressionerne og udelukkelsen fra samfundet og folk sidder og klapper af de modige historier.”
Med Caspar Eric bliver poesien politisk.
Gennem bogen er der skiftevis en følelse af afmagt over for systemet og et oprør over, at det fandme ikke er godt nok.
Hovedbudskabet er, at flere skal få et sprog for, hvordan det er at have et handicap i Danmark, og helt fundamentalt blive klar over, hvor elendige kår, handicapområdet eksisterer under.
”I marts 2022 kom der en rigsrevisionsrapport,” fortæller Caspar Eric i forbindelse med udgivelsen af bogen, ”der fortalte om 15 års brud på serviceloven og om systematisk diskrimination på handicapområdet. Det er en af de mest sønderlemmende kritikker, et forvaltningsområde har fået. Over en periode på 15 år. Og alligevel har næsten ingen snakket om det, og jeg tror ikke, at folk ved det.”
Caspar Erics digtsamling er en øjenåbner til en verden, det er nemmest og mest komfortabelt at ignorere. Det er et ønske om dialog og et råb om hjælp.
Annonse
Det mindste, man kan gøre, er at lytte og læse med.
Caspar Eric, ’Nye Balancer’ er udkommet på Gyldendal.
Jeg har kun lært halvdelen af, hvad min far kunne med sine hænder. Og mine børn har lært mindre end halvdelen. De kan ingenting. Jeg tror, det vildeste, de kan, er at binde deres snørebånd. Det, tror jeg, kan være roden til noget af den mistrivsel, vi oplever.
