Først og fremmest: Tillykke med din nye film. Hvornår besluttede du dig for, at du gerne ville lave den?

”Jeg har altid gerne villet lave den, det har bare handlet om timing. Heldigvis havde jeg lagt op til det i slutningen af den første film (spoiler alert!, red.), hvor Dar Salim, der spiller hovedrollen som Zaid, kigger ind på sin nyfødte søn på fødestuen, men uden at kunne gå ind til ham, fordi hans hænder er smurt ind i blod. I stedet går han ud og bliver anholdt, og filmen slutter.

Omdrejningspunktet for denne film, som er Zaid og forholdet til hans søn, som han ikke kender, fordi han ender i fængsel i den første film, ville jeg gerne vente med at plukke ned fra hylden, til jeg var klar.

Ud over det så er det heller ikke særligt sjovt at lave en film med en toårig, som ikke kender begrebet om en far eller mangel på samme, eller som i hvert fald ikke kan sætte ord på det. Det ville i hvert fald blive meget svært at skabe noget mellem Dar og sønnen. Så hvornår vil en dreng begynde at spørge efter sin far? Det vil han måske som seks-syvårig.”

Har du bare ønsket en videreudvikling af universet, eller var der noget i den virkelige verden, der inspirerede dig?

”Under lockdown begyndte jeg at se nogle tendenser. Eller jeg fik i hvert fald det her indtryk af, at de unge, der bliver rekrutteret til de kriminelle miljøer, bliver yngre og yngre. Den ene begravelse med en 18-årig blev erstattet af en begravelse af en på 17 år. Jeg kunne mærke, at det var noget, jeg gerne ville tale om, for det var meget voldsomt.

Jeg kiggede på tiden og kunne se, at der var gået tre-fire år, siden den første var kommet. Det tager to år at skrive den, og så tager det et år at filme, klippe og lave lyd på den. Så det passer meget godt med, at der er gået de her seks-syv år, og det kan man jo også se på Dar, der vitterligt ser ældre ud. Det klæder universet og er meget bedre, end hvis vi havde lavet to’eren kort tid efter.”