scroll-down

”Så blir det ikke mere hiphop i DK”: Hvad blev der af min byhelt DJ Ugerløse?

'Grammofonjonglører' og 'pladeakrobater' kaldte Hans Otto Bisgaard dem i primetime på DR for 30 år siden. De såkaldte hiphop-DJ’s kunne lokke mange hundrede mennesker til salene i løbet af 80’erne og 90’erne, når der var DM i Mix. DJ Ugerløse var den mest akrobatiske og hurtigste til at scratche af dem alle. Men pludselig så man ikke mere til ham i miljøet. Euromans Teis Jeppe Gørtz er også født i lille Ugerløse på Vestsjælland og prøver nu at finde frem til ’Uger’, som han kun har hørt historier om.

Af Teis Jeppe Gørtz
Foto: Rune Svenningsen
Kultur Euroman

JEG HAR ALTID kun haft to muligheder, når jeg har skullet namedroppe nogen fra min barndomsby: Jeg kunne fremhæve, at kvinden, som Peter Lundin parterede i 2000, havde været bagerjomfru i byen. Eller jeg kunne sige, den var go’ nok, og at det altså var dén Ugerløse, som lagde navn til hiphopkunstneren DJ Ugerløse. Til info ligger der på Sjælland tre forskellige byer, der hedder Ugerløse.

Som ung i 00’erne gav det dog mere pondus at gå med Peter Lundin end DJ Ugerløse, så jeg valgte for det meste den første mulighed.

Ugerløse er en by, de fleste blot kører igennem, og det tager ikke mere end tre minutter, før man er videre. Er du ikke bosat på Sjælland, men har været i sommerhus i fx Rørvig eller Sjællands Odde, har du med garanti kørt gennem byen, som ligger midt imellem Sorø og Holbæk, hvis du er kommet over via Storebæltsbroen. Byen gør udover et par faldefærdige huse på hovedgaden ikke meget væsen af sig, så du har formentlig ikke tænkt nærmere over det.

Men engang boede der altså en Danmarksmester i Ugerløse. En Danmarksmester inden for hiphop og DJ’ing. DJ Ugerløse kaldte han sig noget underspillet og lettere uopfindsomt. Han er faktisk lidt af en legende:

"Så blir det ikke mere hiphop i DK.”

Sådan skrev Cavlingvinder og dokumentarist Janus Køster-Rasmussen i en billedtekst, da han lagde et foto af byskiltet i Ugerløse ud på sin Instagram tilbage i 2018. Køster-Rasmussen, der har dækket særligt dansk hiphop i mange år i blandt andet Berlingske og Politiken, var tilfældigvis kommet forbi byen, da han skulle aflevere sin søn på en spejderlejr i naboområdet og måtte gøre et stop.

Til Instagram-postet var der flere følgere, som skrev:

"Hvad laver du i Ugerløse? Gennemkørsel eller research på tidligere DJ’s?”

”Det er det illeste hood jeg kender overhovedet...”

Der er sgu heller ikke meget hiphop over Ugerløse, skal jeg være den første til at erkende. Slet ikke Sneppevej, der er en typisk parcelhusvej, hvor der holder trailere og campingvogne i indkørslerne, mens ligusterhække omgiver hver eneste have.

På Sneppevej er både DJ Ugerløse og jeg opvokset. Da jeg kom til verden 20. august 1989, faktisk midt i vejfesten, boede DJ Ugerløse i den anden ende af Sneppevej. Han var 17-18 år og brugte al sin tid i kælderen på at scratche og øve sig bag DJ-pulten. Det er dog kun noget, som jeg er blevet fortalt af andre, for jeg har aldrig mødt ham. I hvert fald ikke, hvor jeg har været bevidst om, at det var ham.

Men jeg har bestemt stødt på folk, der blev begejstrede og nostalgiske, når jeg nævnte DJ Ugerløse for dem. Da jeg fx sidste efterår fulgte i hælene på Jim Latrache-Qvortrup – også kendt som den fiktive undercoveragent Mr. James i Mads Brüggers Nordkorea-dokumentar ’Muldvarpen’ – for at portrættere ham, udbrød han:

”Om jeg kender Ugerløse? Jo, jo. DJ Ugerløse for fa’en.”

Mr. James’ kommentar fungerede som en kærlig reminder til mig selv om at få lavet historien om DJ Ugerløse. Jeg har haft den stående som idé i notesblokken gennem flere år, men nu har jeg endelig sat mig for at undersøge, hvad der er blevet af min byhelt? Ham, som man kunne opleve blive interviewet af Hans Otto Bisgaard i bedste sendetid på DR en aften i 1991, da han stillede op for at genvinde DM i Mix. Og ham, som var det tredje medlem i hiphopgruppen Flopstarz, der gik nummer ét på hitlisten med ’Flopfeber’ i 1990.

Der har været meget stille de sidste 15 år omkring DJ Ugerløse. Laver du en Krak-søgning på Henrik Clausen, der er DJ Ugerløses borgerlige navn, vælter det frem med alverdens personer. Jeg ved kun, at han ikke bor i byen mere.

Heldigvis er Ugerløse en lille by, og min far kender alle, så ham har jeg allieret mig med. Der skulle heller ikke gå mere end et par timer, fra jeg fortalte min far om artikelidéen til, at han selvfølgelig rendte ind i DJ Ugerløses egen far oppe i Dagli’ Brugsen. De fik sig en sludder ved køledisken.

”Du kan bare ringe til Henriks forældre på dette nummer, så hjælper de dig videre.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Hiphop, Musik, Portræt og Nostalgi