Der stod olietønder ude foran spillestedet Montmartre i København. Finalen i ’DM i Rock’ i 1993 havde været udsolgt længe, og indenfor var stemningen tyk af forventning, teenage-armsved og røg. Blandt de optrædende var Mads Geertsen, forsanger i Impotators og kendt i hjembyen Aarhus for nogle eksplosive koncerter.

Selv om arrangøren – en ung Rasmus Nøhr – sagde til alle bands backstage, at den her aften var noget særligt, havde de færreste nok regnet med, at netop disse finalister; drengene fra Kashmir, Dizzy Mizz Lizzy og Inside The Whale skulle komme til at definere lyden af rock de næste år. Men sådan blev det – og det i en grad, at Dizzy Mizz Lizzy og Kashmir stadig kan fylde landets største spillesteder, når de dette forår drager på turné.