2012 har været et rigtig godt musikår. Bruce Springsteen, Frank Ocean og Kendrick Lamar ligger i toppen af de mest afspillede plader på redaktionen. Eneste problem er, at der altid er et par plader, der ikke får den tid, de fortjener. Det råder Anders Reuter bod på, når han her præsenterer os for fem plader, der lige fortjener en gennemlytning eller to inden året er omme.



Azealia Banks – Fantasea Mixtape
Få har været hypet som den 21-årige, biseksuelle Harlem-rapper Azealia Banks. Og hun har ikke engang udgivet et album endnu. Indtil det kommer, viser hun med dette mixtape, at hypen er fuldt ud berettiget, for det er så åndssvagt kreativt og vellykket, at det sagtens kan høres som et selvstændigt værk. Jeg er helt vild med den minimalistiske lyd, der danner omdrejningspunkt for Banks’ leg med genrerne.



d’Eon – LP
d’Eon er en ret specielt kombo af sfærisk electronica, minimalistisk pop, breakbeats, tekster om englen Gabriel og en ofte ret manipuleret vokal med et skær af soul over sig. Det er meget stemningsfuldt, og når det er godt, er det virkelig godt.



Dirty Projectors – Swing Lo Magellan
Skæv indierock med en ret unik tør lyd, der giver plads til de gode melodier og overraskende arrangementer. Klimprende guitarer, væltende tromme, violiner og englekor dropper ind og ud omkring forsanger David Longstreths lidt David Byrne-agtige vokal.



Grimes - Visions
Den lille canadiske pige er blevet hypet rigeligt i musikkredse, og hun har haft et lille hit med nummeret ’Genesis’, men det er nok ikke alle, der har fløjet i luftlagene fra hendes elektroniske drømmepop.



Paul Simon – Graceland 25th Anniversary Edition
Et klassisk mesterværk er næppe overset, men for det første blev det tidligere på året genudgivet i en special edition i forbindelse med dets 25 års jubilæum. For det andet kan man i dag måske mere end nogensinde høre, hvordan det stadig påvirker nye bands med dets fantastiske og nyskabende blanding af afrikansk musik og Simons unikke sangskrivertalent.



LÆS OGSÅ Julemusik, du rent faktisk kan holde ud

LÆS OGSÅ Top 10: De mest spillede numre i 2012