Forestil dig lige denne her start på en serie:
Et kamera svæver over jordkloden og laver små nedslag. Først i Amazonas, hvor skovbrænde hærger, mens Brasiliens præsident blot trækker på skuldrene og tæller sine penge. Hvordan slukker man ilden, når det er en pyroman, der bestemmer over vandet?
Så svæver kameraet videre til USA. Her er abort ved at blive forbudt i flere og flere delstater, mens landets politik føres af en mand, der mener, at den mest højreorienterede tv-kanal er blevet for blødsøden.
Videre til England. Kameraet finder på en lyshåret herre med høstakfrisure. Han smiler bredt og lukker parlamentet ned, så landet kan nå randen af økonomisk kaos.
Dernæst til Tyrkiet, hvor der skal være omvalg, fordi landets magthavere ikke er tilfredse med det første valgresultat.
Og sådan kan kameraet egentlig bare flyve videre til det ene mere vanvittige scenarie efter det andet.
Men det er ikke en serie, det her. Det er verden, som den ser ud i 2019, og derfor er det måske heller ikke så underligt, at serierne, der for tiden kan streames hertillands, har så mange aparte og mærkelige universer. Når verden slingrer ud af kurs, må vi grine eller gyse over, at fiktionen virkelig skal skævvrides, for at kunne følge med virkeligheden.
Tag nu blot disse fem serier, der siger mere om verdens tilstand, end man tror ved første øjekast.
Minkavlerne
Et brødrepar har svært ved at få hverdagen til at løbe økonomisk rundt på familiens generationstyngede minkfarm. Ingen vil købe skindene længere, og om natten bryder aktivister ind for at gøre opmærksom på, at den gamle verden ikke er cool længere. Og det bliver bestemt ikke bedre, da familiens kloge hoved – og sorte får – vender hjem på flugt fra sin kærestes krav om at købe et hus.
Den nye danske serie ’Minkavlerne’ er kulsort, mærkelig og fladpandet. Hvilket faktisk er ret sjovt!
Inspirationerne er hentet i Coen-brødrenes univers, og det er tydeligt, at især filmversionen af ’Fargo’ (1996) står højt på listen. Men ikke desto mindre formår instruktør Nikolaj Steen og serieskaberne Kasper Gross og Jonas Mogensen at tilføre løjerne noget gak, der klæder portrættet af Danmark på kanten.
The Loudest Voice
Roger Ailes skabte på sin vis en parallelverden med Fox News. Over syv timelange afsnit afdækker ’The Loudest Voice’ hans gerninger som bagmand til både fake news og Donald Trumps politiske karriere. Det elegante her er, at serien, som forsøger at sige noget om, at verden er ved at spinde ud af rotation, formår at holde sig så benhårdt til nyhedsudsendelsens tørre og nøgterne formidling.
Er man bare det mindste interesseret i, hvordan vores virkelighedsopfattelse påvirkes i disse år, skal man se ’The Loudest Voice’.
Undskyld, Norge
Er der én, som kan rammes med 100 km/t af #MeToo, så er det Casper Christensen. Eller i hvert fald den Casper Christensen, vi kender fra ’Klovn’. Og det er da også den præmis, komikeren har fået en fuldstændig grænseoverskridende gal serie ud af med ’Undskyld Norge’. Her lader han sig filme på sin flugt nordpå under påskud af, at han skal lave et talkshow.
Det særligt elegante ved Christensens nye påfund er, at han lader sin ’Klovn’-persona krakelere undervejs. Han er ikke længere Casper Christensen med overskud, men nærmere en mand, der står ved grænselinjen til vanviddet. På den måde får komikeren udstillet den sølle skikkelse, manden af i går er. Verden er kommet galopperende udenom ham, og det er urkomisk samt en smule trist at være vidne til.
Peaky Blinders, sæson 5
Over fire sæsoner har ’Peaky Blinders’ været cool med kant og barberblade i sixpencen. Fortællingen om bandelederen Thomas Shelby og hans familiedynasti i Birmingham i begyndelsen af 1900-tallet har fået både nomineringer og bunkevis af fans.
Men i femte sæson lader det til, at fortællingen kan nå helt derud, hvor flere af de farverige og kyniske karakterer ikke kan bunde. For hvad betyder det store børskrak i 1929 for familien Shelbys finanser, og kan Thomas Shelby måske omvendes til at være idealist, efter han er blevet medlem af det engelske parlament? Og hvordan reagerer en bandeleder mon på 1930’ernes fascistiske strømninger? Svaret er nok, at magten fortsat vil korrumpere og dermed trække tråde til den verden, vi også kender her i 2019.
Russian Doll
Én af årets mest oversete serier herhjemme er denne morsomme lille perle. Amy Poehler, Leslye Headland og Natasha Lyonne står bag, og sidstnævnte indtager tilmed hovedrollen som den rapkæftede Nadia, der bevæger sig imellem liv og død. Bogstaveligt talt. Nadia dør nemlig igen og igen i fortællingen, men hun vågner herefter straks op igen og igen ved sin egen fødselsdagsfest.
Hun er som de russiske trædukker, hvor man konstant finder en ny version, når man skruer toppen af den yderste. Det er for det første sjovt at se, hvad Nadia bruger sin dødelige udødelighed til, men da hun undervejs render ind i en mand med samme skæbne som hende selv, skifter ’Russian Doll’ tone, mens større tanker om, hvad man kan drive det til, hvis man ikke hele tiden fastholder en ru overflade, indfinder sig.
