Hver fredag morgen udkommer Morgenposten med en samling af det allerbedste, vi har set på internettet i løbet af ugen. Veloplagt, velskrevet og altid med en ambition om, at man skal gå opløftet ind i weekenden, når Morgenpost er læst til ende. Vi bringer herunder det faste element 'Fire minutter med'. For at læse hele nyhedsbrevet skal du skrive dig op her.

Hvad undrer du dig over, aldrig er blevet en hype?

“Lolland-Falster. Jeg er gået i gang med et stort land art-projekt sammen med Claus Meyer på Lolland-Falster, og jeg forbløffes sgu igen og igen over landskabet og de mennesker, vi møder. Claus og jeg har så allieret os med kunstneren Danh Vo, som har købt et par ejendomme på Nordfalster sammen med møbelgalleristerne Louise og Martin Feldt. Der er spændende ting i vente. Hold øje med Lolland-Falster!”

Hvad har du i dit hjem, som de færreste har?

“​Tre børn. Altså hjemmeboende, samtidig, og så lige de her børn. Den ældste på 13 år præsenterer mig hver dag for dilemmaer à la ‘Hvis der kom en rig mand og tilbød dig en million for at stemme på DF, ville du så gøre det?’ Som regel er der en hage ved spørgsmålet, så det er et etisk og moralsk minefelt. Den mindste på otte kan finde på at lægge et håndskrevet kort ind under poten på en bamse, og når man så kommer forbi og læser det, står der fx: ‘Mens du sover, udtænker jeg din undergang.’”

Hvad har du senest brugt 1.000 kr. på?

“Jeg ville gerne sige ankelsokker, men de kostede kun 25 kr. for tre par i Netto. Jeg fatter ikke, at strømper af økologisk bomuld kan være så billige. Så det må være et lille værk af den i Vejle bosiddende kunstner claus ejner med lille c og e. Ham har jeg bare en svaghed for.”

Hvilken rejsedestination vender du altid tilbage til?

“Blekinge – også kendt som “Sveriges trädgård” – hvor vi har et lille primitivt hus med brønd og das og træer og citronsommerfugle og elge, der brøler i det fjerne. Altså elgene. Sommerfuglene siger ikke noget.”

Hvad skal vi gøre oprør mod?

“Vi skal gøre oprør mod politikere, som siger, at Danmark ikke har råd til at gå all in på at fikse klimaudfordringerne. Det er jo løgn – det har coronaepidemien vist, at vi har. Det er at tage pis på folk. Prisen for løgnen er meget, meget høj.”