Da politiet fandt frem til Palle Hardrup den 29. marts 1951, indrømmede han straks dobbeltdrabet. Han var flygtet på cykel fra et mislykket bankrøveri i Landmandsbanken på Nørrebrogade, hvor han havde skudt to ansatte på klos hold.

Palle Hardrup opførte sig underligt for en mand, der lige havde dræbt to personer uden tøven. Han fortalte politiet, at det var hans skytsengel, som havde fået ham til at begå den alvorlige forbrydelse.

Mistanken faldt på Bjørn Schouw Nielsen, som Palle Hardrup havde siddet inde med, og som delte Hardrups interesse for det okulte. Politiets teori var, at den tidligere cellekammerat havde hypnotiseret ham, og de blev begge idømt mangeårigt fængsel.

Men er det overhovedet muligt at hypnotisere en anden person til at gøre noget mod hans vilje? Til at begå mord? Vi spørger hypnotisør Jan Hellesøe, der er bedst kendt som tv-vært på DR-programmet ’Fuckr med dn hjrne’.

Hvad tænkte du, første gang du hørte om hypnosemordene?

”Da jeg hørte om sagen, mente jeg ikke, at det kunne lade sig gøre at hypnotisere et andet menneske til at dræbe. I alle mine år som hypnotisør har jeg sagt, at man ikke kan få folk til at gøre noget mod deres vilje.”

Du lavede programmet ’Hypnosemordet’ i 2015, hvor du hypnotiserede en mand til at begå røveri og skyde bankmanden (med løst krudt). Har det ændret dit syn?

”Jeg havde ikke den store tiltro til, at det ville lykkes, men da eksperimentet gik i gang, kunne jeg godt se, at det her, det sker sgu. Museumslederen fra Politimuseet, som ved stort set alt om hypnosemordet, overværede det, og han var meget forundret, fordi man i lang tid har sagt, at det var forkert dømt dengang. Men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det kan lade sig gøre, for jeg har selv gjort det.”

Hvordan tror du, Bjørn Schouw Nielsen hypnotiserede Palle Hardrup?

”Han ændrede Palle Hardrups opfattelse af, hvad der er godt, og hvad der er skidt. Han sagde hele tiden: ’Vi skal gøre verden til et bedre sted.’ Han ændrede alt, hvad Palle Hardrup syntes var skidt ved at røve en bank til, at han faktisk gjorde noget godt. Det er på sin vis det samme, der sker med selvmordsbombere rundt omkring i verden. De tror, at de gør noget godt.”

Hvad er det der sker, når man hypnotiserer?

”I bund og grund er der ingen forskere i verden, der ved helt præcist, hvad der sker. Dem, der forsker allermest i det, er Stanford University, men hvad der helt præcist sker, kan ingen helt vide. Lidt ligesom placebo. Man ved godt, at det eksisterer, men man kan ikke forklare det.”

Hvad er det, der fascinerer os ved hypnose?

”At det ser så fuldstændig sindssygt ud, at man kan gå hen og knipse foran et menneske, og så falder de helt sammen. At man tilsyneladende har kontrol over et andet menneskes meninger og måder at agere på. Magt er noget, der altid har fascineret os, og hypnose ligner en ekstrem form for magt.”

’Skytsenglen’
Filmen bygger på den sande historie om to brutale mord i efterkrigstidens København, hvor kriminalbetjent Anders Olsen (spillet af Pilou Asbæk) skal komme til bunds i en mystisk affære, hvor der kan have været hypnose involveret i mordene.

’Skytsenglen’ har premiere 28. juni.