DER ER ET ELLER andet med kærlighed. Det er som om, den er altopslugende for os. Som om den er målet i sig selv.

Alligevel er der formentlig ikke mange, der kan sige sig fri for at have skelet hen over hjemmearbejdsstationen og tænkt: Er det virkelig sådan her, kærlighed er? I ny og næ et flygtigt kys og så skal der ellers laves aftensmad? Måske skal der vin til. Hvis det altså er sådan en aften.

Det seneste år i mere eller mindre undtagelsestilstand har måske ligefrem vist os, at der ikke hele tiden er noget at tale med vores bedre halvdel om. Jo, jo, der er da gode gåture og afslapning foran fjerneren, til øjenlågene glider i, men hvordan går det med fordybelsen? De afgrundsdybe samtaler om tilværelsen er måske ikke så lige til. Her er det godt, vi har klassikerne. De ser os nemlig ofte, før vi ser dem. Intet er i den sammenhæng mere velfunderet end ’Before’-trilogien, Richard Linklaters filmiske mesterværk.

Med ’Before Sunrise’ (1995), ’Before Sunset’ (2004) og ’Before Midnight’ (2013) skabte den amerikanske filminstruktør en milepæl, der ikke har set sit sidestykke i filmhistorien. Hver især foregår filmene over få timer, men med mange års mellemrum.

I den første mødes en ung,  fransk kvinde og en amerikansk mand på en togrejse. De forelsker sig hovedkulds i hinanden. Det er Julie Delpy og Ethan Hawke, der giver den som Celine og Jesse i ’Before Sunrise’. Konstant konverserer de på både kåd og ungdommelig vis. Kameraet følger med i deres samtaler, som igen og igen stikker i nye retninger, men på en forunderlig måde også løfter dem begge op. De forsøger at finde ud af, hvem den anden er, og således kommer de også længere ind i forståelsen af sig selv.

Som her, hvor et stort tema bliver til en selvindsigt: