Kunstefterår: Her er fem gode udstillinger, du bør besøge scroll-down

Kunstefterår: Her er fem gode udstillinger, du bør besøge

Har du svært ved at holde dine kunst-entusiastiske fødder i ro? Her er fem skarpe, skæve og sanselige udstillinger, du bør overveje at lægge vejen forbi.

Af Mette Skjødt
Foto: Francis Alÿs/PR
Kultur Euroman
Tal R, ’Hotel Malmø’, farvekridt blæk og bladsølv på papir, 2021.

Tal R og Mamma Andersson

Kunsten, Aalborg

Den svenske kunstner Mamma Andersson, der sidste år fik os alle til Louisiana, og danske Tal R har før arbejdet sammen om simultan-udstillingen ’Svanesang’. Nu er de aktuelle igen og denne gang i Aalborg, hvor de fortolker og formidler det moderne nordiske maleri med udgangspunkt i den svenske kunstner Carl Fredrik Hill.

Han var en del af den parisiske kunstelite i slutningen af 1800-tallet og blev som 28-årig erklæret sindssyg med skizofreni, hvilket spiller en markant rolle i hans kunstneriske produktion. I Paris skabte Hill en række berømte sygdomstegninger, der har fungeret som inspiration for Mamma Andersson og Tal R i arbejdet med de aktuelle værker.

Udstillingen kan ses frem til 10. april 2023. Læs mere her.

Chiharu Shiota, ’Out of My Body’, 2020.

Chiharu Shiota

Cisternerne, Frederiksberg og Aros, Aarhus

Den japanske kunstner Chiharu Shiota indfanger sine beskuere med tætbevoksede ruminstallationer, der udfordrer begreber som bevidsthed, minder og eksistens. Med tynde bomuldstråde spinder hun en verden af fortællinger og lader fx nøgler, både, kjoler, tangenter og stole være elementerne, der giver liv til glemte, underspillede og altid ufortalte historier.

Installationerne skabes på ny fra sted til sted og går i dialog med det rum, de installeres i, så selvom Chiharu Shiotas filigran er ekstra spektakulært, første gang man oplever det, er det oftest lige så interessant at komme igen, når hun har flyttet sig til et nyt sted.

Og nu, netop som Cisternerne på Frederiksberg lukker ned for deres (roste) Shiota-installation, åbner ARoS med en ny, der også byder på intime værkserier på papir, som med Shiotas unikke visuelle sprog tematiserer erindring og menneskelig eksistens.

Chiharu Shiota kan opleves i Cisternerne frem til 30. november og på Aros fra 3. december frem til 16. april 2023. Læs mere om udstillingen i Cisternerne her og på Aros her.

Francis Alÿs, Children's Game #10, Papalote Balkh, Afghanistan 2011.

Francis Alÿs

Copenhagen Contemporary, København 

Brugte du hede sommerdage på kunstbiennalen i Venedig, har du allerede set en god samling af den belgiske kunstner Francis Alÿs installationsværk ’Children’s Games’, der blev vist i den belgiske pavillon og trak ikke så få besøgende til. Værket består af 33 poetiske videofilm af alverdens børn, der leger klassiske børnelege – filmet over hele kloden.

Nu kan du opleve Alÿs på Copenhagen Contemporary, hvor filmene vises i en større version og med to nye værker skabt særligt til CC’s haller og optaget i Danmark. Francis Alÿs var oprindeligt arkitekt men forlod i 1986 sit fag og flyttede til Mexico City, hvorfra han skaber sine engagerede og bemærkelsesværdige film.

Udstillingen kan ses frem til 10. april 2023. Se mere her.

Oliver Laric, ‘The Hunter and his Dog’, 2020.

Post Capital

Kunsthal Charlottenborg, København 

Kapitalismen er under pres, men uden den, hvad så? Hvordan vil vores verdensbillede se ud, hvis ikke kapital, arbejdskraft og jordbesiddelser er vores samfunds underlag? I samarbejde med Musée d’Art Moderne Grand-Duc Jean præsenterer Kunsthal Charlottenborg udstillingen ’Post Capital’, hvor 21 internationale samtidskunstnere på hver deres vis tager udgangspunkt i paradokset, at vi har et kapitalistisk system på vej mod forfald.

Udstillingens titel er delvist taget fra Peter Druckers bog ’Post-Capitalist Society’ fra 1993 og spiller på den tilstand, vi har i dag, hvor information i uoverskuelige mængder, som kan gentages i det uendelige, er blevet en værdifuld vare i modsætning til de traditionelle økonomiske principper, hvor værdi bestemmes af det modsatte, nemlig knaphed.

Udstillingen kan ses frem til 15. januar 2023. Læs mere her. 

Rune Bosse, ’Træfald’, 2022.

Rune Bosse

Kunstmuseet Heart, Herning

Rune Bosse debuterer med sin første museums-soloudstilling i Herning. I ’Træfald’ blæses hans evigt aktuelle natur-tematikker op på syv store lærreder, og hvis du er fan af hans forfinede og finpoetiske værker med tørrede blomster og planter i ramme, skal du her gøre dig klar til noget andet og mere bombastisk.

’Træfald’ tager sit udgangspunkt i naturens cyklus; forfald, forgængelighed og genopstandelse, og Bosse har bragt flere nye medier i spil ud over videoprojekter, blandt andet et kakofonisk lydtæppe af væltende træer. Rune Bosse finkæmmer i det hele taget naturen og dens processer som en velordnet videnskabsmand og formidler det som en drømmende poet.

Udstillingen kan ses frem til 26. marts 2023. Læs mere her. 

Se, hvad vi ellers skriver om: Kunst