I nat løb det 63. Grammy Awards af stablen, og det blev som ofte før de etableredes fest. Beyoncé vandt sin 28. Grammy for årets r’n’b-performance for en sang, ingen (efter hendes standarder) har hørt, og Taylor Swift vandt prisen for årets album. Generelt var det et flot år for etablerede og nye kvinder i musikeliten, hvor også Fiona Apple, Megan Thee Stallion og Dua Lipa tog fra Los Angeles med nyvunden hæder.

Men halvdelen af grammyernes eksistensberettigelse er jo optrædenerne. Hvem husker ikke Michael Jackson i 1988, Eminem og Elton John i 2001, Beyoncé og Prince i 2004 eller Kendrick Lamar i 2016? Hvert år kæmper cremen af den amerikanske musikbranche for at levere dét show, vi også taler om 10 år efter. Efter min bedste overbevisning præsterede Lil Baby i nat at gøre præcis dét.