scroll-down

Malte Ebert om en julefrokost med Helle Thorning: ”Jeg havde bestilt en øl til os begge, og da vi havde smalltalket lidt, sagde hun: ’Skal vi ikke have noget, der er lidt stærkere?’”

Malte Ebert – også kendt som Gulddreng – har tilbragt julen i både Seattle og på Mauritius og givet sin søster et fodbad fra Føtex i julegave. Hvert år mødes han med Daniel Agger, Pernille Rosendahl og Helle Thorning-Schmidt til en helt særlig julefrokost.

Af Benjamin Dane
Foto: Frederik Barasinski / Styling (studie) Kenneth Pihl Nissen
Kultur Euroman

Hvad betyder julen for dig?

”Den har altid betydet meget for mig, men endnu mere efter jeg er flyttet hjemmefra. Jeg har et nostalgisk forhold til køreturen hjem, hvor jeg har et par gamle venner med, som jeg sætter af på skift hjemme hos deres forældre. Jeg føler mig nok lidt som et barn igen, når jeg kommer hjem til jul. Jeg fejrer julen på skift med min mors og min fars familie.

Hos mine bedsteforældre på min mors side er der plads til 25 overnattende gæster, poolbord og bordtennis, og vi holder altid en fremragende julefrokost den 25., hvor min bedstemor, siden jeg var ret ung, har været meget flink til at hælde snaps i glasset. Jeg har nok taget det lidt for givet, at julen var noget virkelig rart i alle familier, men jeg har lært, at sådan er det langtfra. Det har fået mig til at sætte ekstra pris på julen med min familie.”

Hvad er den bedste gave, du nogensinde har fået?

”Det må være min første elguitar. Det var en Behringer med tilhørende forstærker, en rigtig skod begynder-guitar. Men jeg kan tydeligt huske, hvor meget jeg ønskede mig den. Og hvordan mine forældre og søskende i ugerne op til sagde, at jeg ikke skulle regne med at få den. Et flere uger langt teaterstykke, der kulminerede med, at mit største juleønske blev opfyldt. Så skulle der spilles Green Day. Jeg har stadig guitaren i dag.”

Hvad var din værste jul nogensinde?

”Jeg har ikke haft nogen dårlig jul, men da jeg var på udveksling i Seattle, sad jeg alene på mit værelse og så hele min familie danse om juletræet over Skype. Selvom det var sjovt at opleve en amerikansk jul, blev jeg for alvor klar over, at julen ikke er den samme uden familie.”

Hvad var din bedste jul nogensinde?

”Et af mine tidligste minder er fra en juleferie hos min farmor. Hun var den slags farmor, der forkælede sine børnebørn. Vi fik guldkorn til morgenmad og salte fisk foran Cartoon Network til frokost. Hun boede i Bjergby i Vestjylland sammen med min stedfarfar, og de havde en fantastisk grund med to nåleskove: 100 meter-skoven og 1.000 meter-skoven. Lillejuleaften lavede de en ceremoni, hvor min stedfarfar slog to store sten af kvarts hårdt sammen, så de slog gnister, og så skulle vi ud og lede efter gaver, som julemanden havde tabt fra sin slæde. Det hele var så eventyrligt. Sådan håber jeg at holde jul for mine børnebørn en skønne dag.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Musik, Jul og Interview