Dette interview blev oprindeligt bragt i vores nyhedsbrev Morgenpost, der hver fredag morgen udkommer med en samling af det allerbedste, vi har set på internettet i løbet af ugen. Veloplagt, velskrevet og altid med en ambition om, at man skal gå opløftet ind i weekenden, når Morgenpost er læst til ende. For at læse hele nyhedsbrevet skal du skrive dig op her.

Hvad undrer du dig over, aldrig er blevet en hype?

”Vi mangler desværre stadig struktur og kultur for at kvinder i topposter bliver en hype i andet end skåltaler. Vi ser den ene undersøgelse efter den anden om, hvor meget bedre beslutninger man tager, hvis man har et diverst ledelsesteam. Men tallene er pinligt dårlige for Danmark.

Midt i december er jeg moderator på Women in Leadership Forum, som den amerikanske ambassadør har stablet på benene som et af sine første initiativer som nyudnævnt. Simpelthen fordi det var en kæmpe overraskelse for ham, at vi i Danmark – som han anså for at være progressivt på mange områder – ikke har flere kvindelige topchefer. Vores selvbillede er skævt. Vi tror, vi er godt kørende på ligestilling. Men tallene viser en anden historie.”

Hvad har du i dit hjem, som de færreste har?

”Min kæreste lavede for et par år siden en kunstudstilling med sommerfuglekasser, der indeholdt kitschet pornopoesi klippet ud af Se & Hørs TV-programmer og døde sommerfugle på nåle. Ja, det var mærkeligt.

Han havde lavet et særligt værk til mig, hvor han selv havde digtet små, personlige vers og fedtet sig til at få dem bragt i Se & Hør fire uger i træk, for så at klippe dem ud og sætte dem ind i værket. Der skulle jo ikke være snyd. Ligesom de øvrige små remser, skulle det have været bragt, før det kunne bruges i værket. Det var en meget personlig og virkelig sjov gave, som nu står i mit hjem uden for børnehøjde.”

Hvad har du senest brugt 1.000 kr. på?

”Man bruger jo efterhånden 1.000 kr. på at gå i Føtex, men derudover har jeg lige brugt penge på et ægte marokkansk tæppe. Jeg var på efterårsferie i Marrakech. En af mine veninder bor der og satte os op med hendes ven, der skulle køre os hen et sted, hvor vi var sikre på, at tæpperne var ægte.

Vi havde fået at vide, at vi skulle køre i et kvarter. Men han kørte. Og kørte. Og efter en time var han kørt ud i bjergene uden for byen. Bedst som vi skulle til at brokke os, stoppede han et vidunderligt sted med hundredvis af fantastiske tæpper. Fra gulv til loft. Tusind og en nat. Nu ligger der det smukkeste, farverige tæppe og lyser op i min stue.” 

Hvilken rejsedestination vender du altid tilbage til?

”Jeg vender helst ikke tilbage. Jeg vil gerne opleve så meget nyt som muligt. Vi har været på Sicilien de seneste to somre med hele den sammenbragte, og det har været vidunderligt. Men nu skal vi prøve noget andet. Også selv om det bare er en børneferie.

Hvis min midtlivskrise indtræffer på et tidspunkt, så tror jeg, det er fordi, jeg går i panik over ikke at nå at se mere af verden. Jeg er et meget nysgerrigt menneske, og at rejse, opleve, lære, sanse og indånde nyt er mig en kæmpe gave. Corona og små børn har sat det lidt på pause. Nu håber jeg snart at kunne se mere af verden igen.”

Hvornår vidste du, at du var god? 

”Åh, det spørgsmål må du ikke stille mig. Jeg tvivler næsten altid på, om det er godt nok, det jeg gør. Da jeg var yngre, var det et åg. Nu har jeg lært at se det som en drivkraft, der holder mig på tæerne. 

Vi har lige været igennem en valgdækning på Berlingske, som jeg synes hele holdet løftede fremragende. Det var høj, journalistisk klasse. Samtidig lancerede jeg min egen podcast, Østergaards Salon, som blev taget supergodt imod af lytterne. Det var jeg glad for, gik godt. Det vigtigste ved tvivl er, at det bliver en drivkraft for at gøre dig umage – og ikke en hæmsko for at springe ud i ting, du ikke har prøvet før.”