”Allerede aftenen før læser jeg morgendagens aviser, hvilket for mig er Berlingske og Politiken, og nogle gange når jeg også Børsen. Som gammel spindoktor er min mobil ligesom en Jedi-ridders lyssværd, og det er den, der er omdrejningspunktet for mit nyhedsforbrug. En af de gode ting ved at have e-avis er, at det går meget hurtigt med at læse det, så jeg skimmer alle rubrikker, men kigger mest efter politik, økonomi og debatstof. I min husstand får vi leveret Politiken, Børsen, Weekendavisen og Financial Times på print, og om morgenen nærlæser jeg artiklerne mere.””Financial Times, The Economist, The New York Times, og så har The Guardian en vildt god app, hvor det er sjovt at læse om Premier League og international sport. Danske mediers syn på sport handler ofte om, hvor der er danske spillere. Det er langt mere interessant at læse det med engelske øjne. The Guardians sportsjournalister har også en helt andet sproglig trøje. De får lov til mere. I Financial Times skriver min foretrukne politiske kommentator, Janan Ganesh. Han skriver på en lidt kynisk og desillusionerede måde, men med stor humor og sproglig elegance. Og så har han en god distance til stoffet og er ikke en del af spinkulturen, hvor man lader sig forføre af politikernes snak.”