Da Pilou var i Nordirland for at optage’Game of Thrones’ og blev spottet i sit kostume af en paparazzifotograf. Dagen efter lå der 200-300 sms’er og lige så mange ubesvarede opkald på hans telefon. Pilous første indskydelse var, at der måtte være sket noget alvorligt med Agnes (hans datter, red).

Men det var blot folk – fra venner til sladderjournalister – som ville høre, om det nu også var rigtigt, at ”ham Kasper Juul fra’Borgen’” – som er et stort hit i England – skulle spille Euron Greyjoy i den hypede serie, hvor alle nyheder som regel kontrolleres ned til mindste detalje.



”Anna og jeg slugte de første fem sæsoner hver fredag med en pizza, men nu er magien forsvundet lidt, fordi jeg selv er blevet en del af universet.”
Historien lærte ham dels, hvor vildt et menageri han blev en del af, da han underskrev kontrakten til ’Game of Thrones’, dels mindede det ham om, hvor meget han også skal beskytte netop Agnes i sit til stadighed mere eksponerede liv.

Den til tider hysteriske virak har han også oplevet på især Twitter. Samme dag har BT fået en nyhedshistorie ud af et af hans ret uskyldige tweets om sommerens EM i fodbold (”Borgen’-stjerne ærgrer sig over sølle EM”).

”Jeg gider snart ikke være på Twitter mere, og i det hele taget kræver det virkelig et overskud at gå på de sociale medier. Der er ingen grænser for, hvilke perfide ting folk kan finde på at skrive. Hvis jeg har haft en dårlig dag eller ikke lige er i balance, kan jeg ikke tåle det. Derfor er jeg heller ikke længere på Facebook. Jeg føler mig ikke forpligtet til konstant at være til rådighed for andre folks meninger på de sociale medier.”

Især hans engelskkundskaber har været debatteret på de sociale medier.

”Det er sværere for mig at spille på engelsk, end det er for mange andre. Måske fordi jeg ikke har det største sproglige talent og samtidig er lidt doven – eller har flere replikker end mange andre.

Der er mange mennesker – ofte de mest dedikerede fans – der har en mening om, hvordan jeg skal spille i ’Game of Thrones’ eller andre film, men til syvende og sidst er jeg blevet ansat, fordi jeg repræsenterer rollen bedst. Dan og David (Daniel Brett Weiss og David Benioff, red.), som har skabt serien, har set ’Borgen’ og har castet, jeg ved ikke hvor mange til rollen.

De valgte mig, så jeg må have tillid til, at de ved, hvordan jeg spiller og taler engelsk. Det sjove er, at de eneste, som har et problem med det, er danskerne.
Amerikanerne kan ikke høre forskel. For dem er det hele ’europæisk’ og ’eksotisk’, siger han og medgiver, at når  det ligger så grundlæggende i én at ville please og gøre alle tilfredse, kan det være svært at slippe.

”Jeg skal lære at smide noget af mit lillebrorkompleks og ikke hele tiden ville gøre alle glade. Min største svaghed er, at jeg tror, at jeg kan gøre alle tilfredse og stolte, Det kan jeg ikke, men det er mit ansvar er at få præsenteret karakteren ordentligt, og sådan har jeg det med alle de karakterer, jeg nogensinde har lavet.”

Da Pilou selv indspillede ’Ben Hur’ og miniserien ’Stag’, blev Anna og Agnes hjemme, men på ’The Great Wall’ – hvor Pilou Asbæk spiller en lille rolle, som måske ender med at blive klippet ud – overtalte han producerne til at lade ham tage sin familie med.

”Det første menneske, jeg så møder derude i den kinesiske ørken, er Matt Damon og hans familie med fire børn. Hver morgen kom han hen til vores bord og sagde ”Jeg tror ikke, at succesen har forandret mig, men det at blive far har forandret mig.

Den tid, jeg førhen brugte på venner eller mig selv, bruger jeg nu effektivt på min familie og dernæst arbejde. Der findes ikke længere en magisk time i døgnet udelukkende til én selv. Jeg har ikke mistet venner pga. min karriere, men jeg har mistet venner pga. min familie – og det siger jeg med den dybeste kærlighed, for det er en helt klar prioritering, jeg vil tage hver eneste dag resten af mit liv.

Når jeg rejser så meget, kan jeg ikke længere bare komme hjem og samle den op som ham den gamle Pilou, der gik i byen hver torsdag, fredag og lørdag. For der er en lille pige, der kræver min opmærksomhed fra klokken syv om morgenen, og hold kæft, hvor jeg elsker det.”

Læs hele interviewet i det nye nummer af Euroman

Køb abonnement på magasinet her

LÆS OGSÅ: 'Battle of the Bastards': Sådan blev Game of Thrones største slag nogensinde skabt

LÆS OGSÅ: Nikolaj Coster-Waldau om Game of Thrones: "Lige nu ved vi, at der kun er 13 afsnit tilbage efter denne sæson. Så oddsene er gode for, at jeg bliver nakket"