I ’Game of Thrones’ er hovedreglen, at din yndlingskarakter kan og vil dø. Derfor kan det også være svært at forudse, hvem der får hugget hovedet af og hvem, der beholder det på. Jaime Lannister, der som bekendt bliver spillet af Nikolaj Coster-Waldau, er dog fortsat i live, i hvert fald for en stund.

Vi har set ham forsøge at redde sin datter Myrcella og gå til bekendelse om, at han rent faktisk er hendes far, hvorefter hun dør af en forgiftning i hans arme. Vi har set ham på Lancelot-manér ride mod en drage med et spyd i hånden for at redde sin hær. Og vi har set ham forlade sin tvillingesøster Cersei, der muligvis er kilden til hans ondskab. Glem samtidig ikke, at Jaime er kendt som ’Kingslayer’, og at Cersei er blevet udnævnt til hersker over King’s Landing. De to tvillinger er efterhånden regulære modsætninger.

Her er de skelsættende begivenheder, der har gjort, at Jaime Lannister er gået fra at være skurk til – indtil videre – at være en helteskikkelse.

The things you do for love

I første sæson af ’Game of Thrones’ møder vi Jaime Lannister, en barsk og kynisk soldat, der vil gøre alt for sin søster, som han også er forelsket i og har tre børn med i hemmelighed. Det begynder at gå skævt for Jaime, da 10-årige Bran Stark tager ham i at bedække sin tvillingesøster i et tårnværelse i Winterfell. Jaime skubber kort efter Bran Stark ud af et vindue i tårnet og gør ham til krøbling.

I samme sæson dræber Jaime og hans soldater Ned Starks mænd i King’s Landing og udfordrer Ned Stark til duel. Jaime bliver overrasket af Ned Starks evner med et sværd, og en af hans soldater spidder Stark-patriarkens ben med et spyd. Senere bliver Jaime taget til fange af Stark-familien. For at stikke af dræber Jaime sin egen fætter i en afledningsmanøvre.

Worth her weight in gold

Jaime er på flugt fra Stark-familien, men bliver fanget igen. Catelyn Stark beslutter, uden Robb Starks accept, at sætte Jaime på fri fod. Dog kun på betingelse af, at han løslader hendes børn fra King’s Landing. Catelyn Stark sender sin livvagt, Brienne of Tarth, med. Jaime og Briennes forhold begynder dårligt, og selv om Jaime forsøger at forføre hende for at slippe væk, bider hun ikke på.

coster3.jpg

Langsomt udvikler deres relation sig dog. De bliver fanget af Lord Boltons soldater, og Jaime beskytter Brienne fra at blive voldtaget – ved at fortælle soldaterne en løgn. Som tak hakker de Jaimes hånd af. Dette er et vendepunkt i karakteren. Roden til Jaimes selvsikkerhed og narcissisme bliver hugget af hans krop, da ’Kingslayer’ nu ikke længere er en af Westeros’ bedste sværdkæmpere.

You’re no son of mine

Tyrion Lannister er af sin egen far, Tywin Lannister, blevet fængslet for et mord, han ikke har begået. Nemlig mordet på den sociopatiske rolling Joffrey Baratheon. Hele klanen, inklusiv Cersei, hader den kære dværg. Undtagen Jaime.

jaime-lanister-game-of-thrones_NY.jpg

Vi får endnu et indblik i hans bløde side, da han besøger sin lillebror i King’s Landings fangekælder. Jaime har længe forsøgt at få Tyrion sluppet fri og har endda lavet en aftale med sin far og søster om, at de vil lade Tyrion gå, hvis han rejser til Castle Black og bliver der resten af sit liv. I stedet for at lyve og tilstå mordet, vælger Tyrion dog at svine sin søster og far til og bliver straks dømt til døden. Det kan Jaime ikke acceptere. Han slipper derfor Tyrion fri, hvorefter Tyrion dræber sin far med en armbrøst. Cersei bebrejder Jaime for mordet, og deres forhold tager en ildevarslende drejning.

We don’t choose who we love

Intet er nemt for karakteren, vi både elsker og hader. Jaime har gjort forfærdelige ting. Han har voldtaget Cersei ved siden af deres døde søns krop. Han har invalideret en 10-årig dreng. Alligevel kan vi ikke lade være med at holde af ham, fordi han er så fandens charmerende, men også sympatisk på sin helt egen måde. Alt, han gør i serien, er for nogen, han elsker.

Da Cersei får tilsendt en slangefigur fra Dorne med deres datter Myrcellas halskæde på, rejser Jaime og Bronn straks af sted for at redde hende. Efter at have slået et par soldater ihjel kommer de ind i byen, men bliver taget til fange.

En stund senere lykkedes det at få tilladelse til at tage Myrcella og hendes udkårne, en søn af Dornes konge, med tilbage til King’s Landing. Ombord på skibet fortæller Jaime Myrcella, der ellers hele sit liv har fået at vide, at hun er datter af Robert Baratheon, at han er hendes far. ”Vi vælger ikke selv den, vi elsker,” siger han. Myrcella svarer: ”Jeg ved alt om dig og mor. Og jeg er glad.” De krammer, og endelig får man fornemmelsen af, at tingene begynder at fungere for Jaime. Men pludselig falder Myrcella død om, forgiftet.

Long may she reign

Jaime bliver sendt til Riverrun og belejrer her Brynden Tullys slot. Som et taktisk træk fortæller Jaime Edmure Tully, at han vil dræbe alle hans børn og samtlige mennesker i Riverrun og skyde dem mod slottet med katapulter. ”Den eneste, jeg holder af, er Cersei!” siger Jaime til Edmure, som langsomt forstår alvoren i situationen.

Til sidst lykkes det Jaime at indtage Riverrun, men da han vender tilbage til King’s Landing, er storkirken, The Great Scept of Baelor, blevet sprunget i luften. Oveni det har hans søn Tommen begået selvmord, og samtidig er Cersei blevet kronet til hersker af Westeros. Hun sidder nu tungt på The Iron Throne, som næsten alle i serien kæmper om. Her begynder Jaime for alvor at tænke over sit forhold til Cersei.

I will not abandon my army

Daenarys og Tyrion har angrebet Jaimes hær, og de har taget drager med. I bund og grund betyder det, at Jaime ikke har en jordisk chance for at overleve slaget, hvis han kæmper mod dem. Men Jaime viser sig fra sin ærefulde side.

coster2.jpg

Han nægter at forlade sin hær, mens de bliver mejet ned af drageild. I stedet angriber han dragerne, hvilket ender som man havde regnet med – det slår fejl. Kun ved et mirakel overlever han. Bronn forsøger at få ham til at flygte, men Jaime siger: ”Jeg forlader ikke min hær!” Det er et af de øjeblikke, hvor man tænker, at Jaime er en god mand. Ikke mindst fordi han på trods af sin ridderlige status og den kynisme og arrogance, vi ellers kender ham for, viser, at han hellere vil dø sammen med sin hær end at lade dem i stikken.

I always knew you were the stupidest Lannister

Alting spidser til i syvende sæson. Jaime og Cersei går skævt af hinanden, og i en ophedet diskussion proklamerer Cersei: ”Jeg har altid vidst, at du var den dummeste Lannister.” Jaime bliver forarget og fortvivlet, fordi det pludselig går op for ham, at de ikke længere står sammen.

Endnu værre bliver det, da Cersei fortæller, at hun ikke vil overholde sit løfte om at kæmpe mod The White Walkers i samlet front med Jon Snow og Daenerys’ hær. Jaime stikker af fra Cersei – indtil videre ved ingen hvortil. Et godt bud kunne være, at Jaime er taget til Winterfell for at melde sig klar til kamp. Mange fans er samtidig begyndt at spekulere i, hvorvidt Jaime ender med at slå Cersei ihjel. En spåkone, som har haft ret i flere ting om Cersei, fortalte hende engang, at alle hendes tre børn ville dø, og at hun ville blive slået ihjel af sin lillebror.

Og selv om Jaime og Cersei er tvillinger, er Jaime faktisk nogle minutter yngre end sin søster. Men lad os være ærlige; det mest sandsynlige er stadig, at Tyrion, der rent faktisk er hendes lillebror, og som altid har hadet Cersei, dræber hende. Hvordan det vil stille Jaime, kan kun tiden vise.

Du kan læse vores store interview med Nikolaj Coster-Waldau i det nye nummer af Euroman, hvor du også får meget mere Game of Thrones.

EUM 306 COSTER WALDAU til web.jpg