Ting, man bruger meget, må gerne være flotte. Så køb dog en flot køkkenrulleholder scroll-down

Ting, man bruger meget, må gerne være flotte. Så køb dog en flot køkkenrulleholder

Kogebog, kosttilskud og en køkkenrulleholder. Her er 10 ting, vi ønsker os i september.

Af Christian Hanneborg
Foto: PR
Livsstil Euroman

1. Bogklogskabens lys

Bookshops markedsfilosofi: Lancér ét produkt ad gangen i én kategori ad gangen én gang om året, indsaml brugerdata, forfin, relancér med forbedringer. Det er en innovationsmentalitet, vi gerne abonnerer på. Her er deres bogjakke så i version tre med forlommekiler, fløjlsforstærkning i krave og ærmeåbning og ekstra inderlommer. Ja, tak.

Bookjacket edition III til 2.614 kr. hos shopbookshop.com.

2. Raritetskabinettet

Den amerikanske forfatter Ambrose Bierce skrev engang, at vaner er de fries lænker. Hvis han levede i dag, ville han dog med garanti pleje den vane at refreshe sitet 1stdibs.com. Et sandt skatkammer af ellers uopdriveligt design fra dengang, den slags blev lavet ordentligt. Fx et gudesmukt sofabord i marmor og valnød af den italienske midcentury-mester Gio Ponti.

Sofabord af Gio Ponti til 52.150 kr. hos 1stdibs.com.

3. Godt bagt

Der er én kardinalregel for bagning: Det skal være nemt. Der må helst ikke gå meget mere end halvanden time fra kagetrangen melder sig, til man lykkeligt har forspist sig og afventer den salige kagesved. Det ved Benjamina Ebuehi om nogen. Hendes bagebøger er no frills-manualer, alle kan følge og gå på opdagelse i, med smag i højsædet. Og så er de virkelig flotte.  

’A Good Day to Bake’ af Benjamina Ebuehi til 257 kr. hos kunstogkokkentoj.dk.

4. Spildegilde

Vi har sjoflet køkkenrulleholderen længe nok. Det er en svær indrømmelse – miljøet og alt det – men man bruger jo køkkenrulle hele tiden. Især hvis man har børn i spildealderen. Sådan er det bare. Og ting, man bruger meget, må gerne være flotte. Som denne holder i egetræ og fregnet blå, hånddrejet porcelæn. Direkte fra Grijó i Portugal. 

Køkkenrulleholder til 585 kr. hos casafinagifts.com.

5. Passioneret

Libido fylder ikke nok i debatten om personlig pleje. Grooming, ja, ja, fair nok, men her skal vi til roden (ahem) af mandlig, fysisk velvære. Den finder vi sydpå. Og hvis det kniber dernede – og det gør det for mange, det er ingen skam – så har Asystem udviklet en pænt pakketeret og simpel løsning i form af dette kosttilskud. 

Asystem libido-kosttilskud til 205 kr. hos contactsports.co.

6. Borebisse

HOTO (en sammenskrivning af home og tool) er eksperter udi ultrastrømlignet hjemmeværktøj. Ja, faktisk ligner deres remedier mere en produktserie fra Apple anno 2030 end egentligt værktøj. I sagens natur kan vi bedst lide værktøj, der ligner værktøj, men hvis pladsen er trang og gadgetbehovet højt, så findes der ikke et finere udbud. 

HOTO hjemmeværktøjssæt til 1.780 kr. hos amazon.co.uk.

7. Det vilde vesten

George Carlson maler Amerikas outback, så det giver akut guldfeber. Da Carlson hjemtog den fornemme Prix de West for anden gang for sine gengivelser af vestens landskaber, udgav Rizzoli dette coffee table-kompendium med alle hans malerier i postkortformat skabt i olie på kanvas og akkompagneret af et mesterligt essay af Todd Wilkinson. 

’The American West’ af George Carlson til 445 kr. hos bogreolen.dk.

8. Strikkeklar

Sæsonerne har ændret karakter. Sommertemperaturerne strækker sig godt ind i efteråret, og det er godt nyt for bomuldssweateren. Hvis du har haft svært ved at finde en, der ikke udvider sig til en tunika, så kan vi fortælle, at J. Press laver en trelags-crewneck, der holder formen, som var det uld, og som giver det helt rigtige ’jeg læste på Harvard’-look.    

Chunky bomuldssweater til 1.090 kr. hos jpressonline.com.

9. Godt kogt

Forskning viser, at vi konsekvent overfylder vores elkedler i forhold til vores reelle kogevandsbehov. Det er, fordi de er for store. Og grimme. Okay, den sidste falder for egen regning. Vi er ikke vilde med store elkedler. Det er vi til gengæld med små, pæne elkedler, der rummer lige præcis den mængde, vi skal bruge til vores morgendrypkaffe. Her i dybblå og med træaccenter.   

Fellow Stagg 0,9L elkedel til 1.445 kr. hos berrybean.dk.

10. Taskokalypse

Patagonias tote er en rigtig slider. Sådan en, der modstår alt, den udsættes for, og som er her længe efter, du er væk. En slags taskernes kakerlak. Den er også den perfekte outdoorkammerat, idet den tikker de tre essentielle friluftsbokse: 1) Lommer og masser af dem. 2) Bund nok til at stå selv. 3) Kan pakkes sammen.

Patagonia Black Hole totetaske 60L til 999 kr. hos lystfisk.dk.

Se, hvad vi ellers skriver om: Shopping og Herremode