Hvis det ikke skulle være i bydelen, som har ry for at være hovedstadens mest sofistikerede og konservative smørhul, der skulle have den næste petanquebar, hvor skulle det så være? I vores ører rimer petanque og Frederiksberg i hvert fald lige så godt som sand og vand.  

Samme tanke synes Boulebar, som nogle nok kender fra Nørregade i Københavns Indre By, at have fået. Den 24. maj kan de nemlig byde velkommen til deres nyeste boule på banen: en lille, intim petanquebar med seks udendørs baner og to indendørs på Allégade, et blødt kast fra Frederiksberg Have.