Mød Danmarks bedste tatovør: “Det er alle slags mennesker, som kommer herind. Journalisten, direktøren og bedstemoren”
Henning Jørgensen er indehaver af Royal Tattoo i Helsingør og har som den eneste dansker nogensinde vundet prisen som 'Tattooist of the Year'.

Henning Jørgensen fra Royal Tattoo

Mød Danmarks bedste tatovør: “Det er alle slags mennesker, som kommer herind. Journalisten, direktøren og bedstemoren”

Han er anerkendt i det internationale tatoveringsfællesskab og har som den eneste dansker nogensinde vundet den prestigefyldte pris ‘Tattooist of the Year’ - tre gange. Det kræver hård disciplin at forblive i toppen, men hans kærlighed til sit fag er ikke til at skyde ned. Her er Danmarks bedste tatovør, Henning Jørgensen.

Der er stille i Royal Tattoo denne morgen. Der er et par timer til åbningstid, og fraværet af den ellers konstante og stædige summen fra de elektriske tatoveringsmaskiner giver plads til lyden af den arbejdende kaffemaskine. Den kommer til at blive brugt flittigt senere på dagen, når butikken bliver fyldt med kunder, og tatovørerne skal i gang med nogle af de større projekter, som kræver deres fulde opmærksomhed i flere timer ad gangen. Ét uopmærksomt øjeblik, og man kan på få sekunder gå fra kunstværk til skamfering.

På opslagstavlen, der fylder næsten en hel væg, hænger der hvide papirark med detaljerede stregtegninger i alle afskygninger. Tigere, drager og slanger kæmper om opmærksomheden fra nysgerrige blikke. Alle er de i den særlige, japanske tatoveringsstil, der har gjort Henning Jørgensen verdenskendt og får folk fra Tyskland, Australien og USA til at rejse til butikken i Helsingør for at få et stykke af hans permanente kunstværker med sig hjem.

Henning Jørgensen er indehaver af tatoveringsbutikken, som han åbnede i Helsingør tilbage i starten af 80’erne. Hans interesse for kropskunst startede dog allerede i hans præ-teenageår, da han boede på Vesterbro i København med sine forældre og så en gruppe større, tatoverede drenge stå og drikke øl på Enghave Plads.

“Jeg var lige ved at dreje hovedet af led, når jeg gik forbi dem. Jeg syntes, de var enormt seje, men i virkeligheden var de jo bare nogle af dem, som ikke gik i skole mere og stod og drak øl hele dagen. Men de havde fået lavet alle de her tatoveringer, og det syntes jeg var enormt sejt gjort.”

Besættelsen af tatoveringer blev så stor for Henning Jørgensen, at han begyndte at hænge ud hos en tatovør i Istedgade og fik sin første tatovering i en alder af 13 år. Som bekendt vil mere have mere, så ugen efter fik han lavet endnu en, og som 18-årig havde han fulde sleeves på begge arme. I dag vurderer han, at tre fjerdedele af hans krop dækket med blæk.

And the Oscar goes to...
Henning Jørgensens fascination af den permanente kropskunst viser sig også i nogle af de mange udmærkelsesdiplomer, der hænger indrammet på væggen ved siden af disken i Royal Tattoo. Gennem sin karriere, der startede med en læreplads hos tatoveringsklenodiet Tattoo-Ole i Nyhavn, har Henning Jørgensen vundet mere end 50 priser for sit arbejde. Det er en præstation, der har krævet enorme mængder tid - og vigtigst af alt lyst.

“Jeg har været lang tid i faget, og det bliver mange overraskede over. Når tatovører kommer op i min alder, plejer de ikke at gide mere. Men jeg bruger stadig enormt meget tid på det og rejser konstant rundt til konferencer i hele verden for at få ny inspiration og lære endnu mere. Jeg har købt og læst så mange tatoveringsbøger, at jeg kunne åbne et helt bibliotek. Det kræver en hel masse at holde sig på toppen, og man kan kun gøre det, hvis man virkelig brænder for det. Der er en meget lang proces fra tegnebrættet, til det kommer til live på armen. Men det er den største tilfredsstillelse i verden for mig.”

Henning Jørgensen er særligt kendt for at tatovere japansk inspirerede 'bodysuits'. Foto: Royal Tattoo

Henning Jørgensens higen efter tilfredsstillelse har endda vundet ham den prestigefyldte titel som ‘Tattooist of the Year’. Det er en bedrift, han som den eneste dansker kan prale af at have begået - og så endda både i 1993 og 2005. Og så var der lige en sejr mere imellem de to, som Henning Jørgensen ikke kan huske det eksakte årstal på.

Titlen som ‘Tattooist of the Year’ blev i sin tid uddelt af National Tattoo Association på en årlig kongres. Forinden havde hver tatovør, der ville deltage, udvalgt en række af deres egne værker og sammensat dem til en collage. Alle tatovørernes collager bliver på kongressen bedømt af et panel og de øvrige fremmødte tatovører, som til sammen stemmer om, hvem der fortjener prisen. Alt i alt er det et event, som er tatoveringsverdenens ækvivalent til Oscar-uddelingen.

“Dommerne vurderede ens evner ud fra en bedømmelse af ens værker, hvor de både kiggede på teknik og placering på kroppen. Og det handler meget om helhed. Hvis man bare udstillede en masse små roser, vandt man ikke. Det var oftest tatovørerne, som lavede store helkropstatoveringer, som prisen gik til. Jeg hælder meget til de japanske tatoveringer, som er skræddersyede til folks forskellige kroppe. Det er det, jeg er kendt for i branchen, og det som vandt mig priserne. Det var nogle helt utroligt store øjeblikke, hvor jeg ikke helt troede på, at det var sandt. Jeg kommer jo bare fra lille Danmark. Men det var helt fantastisk.”

Journalisten, direktøren og bedstemoderen
En YouGov-undersøgelse fra 2013 viser, at mere end 600.000 danskere har mindst én tatovering. Samtidig er antallet af tatovører i Danmark fordoblet siden 1970’erne, hvor den permanente kropsudsmykning generelt blev betragtet som noget, der kun hørte kriminelle og sømænd til.

I dag er tatoveringer blevet allemandseje. Især de danske kvinder har taget dem til sig, idet hele 17% af den kvindelige befolkning er tatoverede mod 13% af mændene. Selv har Henning Jørgensen kunnet mærke den stigende accept af tatoveringer på sit klientel - både det danske og det udenlandske.

 “Jeg har ikke én bestemt kundetype. Det er alle slags mennesker, som kommer herind og vil have en tatovering. Journalisten, direktøren og bedstemoren. Gennem otte år har jeg haft en bankmand fra Berlin som kunde, Henrik, og jeg er snart færdig med hans bodysuit (helkropstatovering, red.). Hver måned har han taget et fly til Danmark for at fortsætte arbejdet med hans tattoo. Kollegerne undrer sig over, at han hele tiden rejser til Danmark, men det snakker han bare ikke om. For et par måneder siden sad han i frokoststuen sammen med sin arbejdspartner igennem 15 år, og Henrik får rullet sit skjorteærme en smule op, så kollegaen tilfældigvis opdager kanten af hans sleeve. Han er nu den eneste i banken ud over Henrik selv, som har fået et glimt af hans tatoveringer. Den historie viser, at du aldrig kan vide, hvem der har dem. Det kan være alle.”

“Nu om dage har folk så stor viden om tatoveringer, at de er meget bevidste om, hvad de vil have lavet. Jeg har haft fem klienter, som har bestilt tid som 18-årige og er blevet tatoveret fra ryggen og ned til knæene," siger Henning Jørgensen.

At det tiltrækker flere og flere mennesker i dag at blive tatoveret, undrer ikke Henning Jørgensen. I en til stadighed mere globaliseret verden ligner mennesker kloden rundt hinanden mere og mere. Tid og sted er blevet nogle nedbrudte størrelser, og ved at oprette en Skype-forbindelse eller blot logge på Facebook kan man på få sekunder vide præcis, hvad der foregår på den anden side af kloden. Flere forskere har peget på, at det kan føre til kulturel homogenisering, hvor mangfoldighed bliver ofret for ensretning. Og det afføder et behov for at skille sig ud, oplever Henning Jørgensen.

“Vi er alle sammen så ens nu om dage, men en personlig tatovering kan gøre dig bare en smule anderledes fra mængden. Jeg har lige haft en kunde, en voksen mand, som fik sin første tattoo. Et stort tigerhoved på brystet. På grund af placeringen er det sjældent, at andre ser den, men alligevel har det givet ham så meget. Han kom forbi butikken for et par dage siden, hvor han fortalte, at han slet ikke kunne være i sig selv af bar begejstring, fordi han følte sig så særlig og så speciel. Selvfølgelig handler det også om, at ens tatovering skal være flot rent visuelt. Men det giver også en indre følelse af, at det er din og kun din, og at du har den, til du dør. Det kan ingen tage fra dig.”

Fra brystkasse til baller
I baglokalet er kaffemaskinen blevet fyldt til randen med den dybbrune væske. Klokken nærmer sig 11  om formiddagen, og snart begynder de første kunder at træde over dørtærsklen til Royal Tattoo.

Fra butikken i Helsingør har Henning Jørgensen kunnet følge tidens tatoveringstrends fra forreste række igennem mere end tre årtier. Da han var helt ung, var de traditionelle sømandsinspirerede Nyhavn-tatoveringer særligt populære. I slutningen af 80’erne og starten af 90’erne fik mange lavet tribal-lignende mønstre inspireret af gamle tegninger, der blev fundet på Borneo og Samoa, hvorefter folk begyndte at interessere sig for de japansk- og kinesisk-inspirerede motiver såsom skrifttegn. Og i 00’erne oplevede tatoveringsverdenen en renæssance, hvor folk atter begyndte at bede deres tatovør om de traditionelle Nyhavn-motiver. I dag oplever Henning Jørgensen dog i langt højere grad end tidligere, at der er en særlig efterspørgsel på helt unikke tatoveringer.

“Nu om dage har folk så stor viden om tatoveringer, at de er meget bevidste om, hvad de vil have lavet. Jeg har haft fem klienter, som har bestilt tid som 18-årige og er blevet tatoveret fra ryggen og ned til knæene. Det er sådan, det er i dag. Førhen kom folk bare ind i butikken og valgte et eller andet vilkårligt motiv, som hang på væggen. Nu bliver alt specialdesignet og skræddersyet til den enkelte, og så findes der kun den ene, unikke tatovering.”

Forinden selve tatoveringsdelen kan gå i gang, mødes Henning Jørgensen med kunden over en kop kaffe fra maskinen og baglokalet og udveksler idéer. Det er lidt ligesom hos psykologen: Han fortæller ikke kunden, hvad de skal have tatoveret, men får dem selv til at indse, hvad der tiltaler dem mest.

Sideløbende med samarbejdet om de unikke helkropstatoveringer, som kan tage op til flere år at færdiggøre, opstår der som regel også et nært socialt bånd mellem kunde og tatovør. Når Henning Jørgensen skal tatovere alt fra brystkasse til baller på sine kunder, kommer han nemlig tæt på dem – fysisk såvel som mentalt. Og det er netop det, der giver ham så stor en glæde for sit arbejde, at han i dag fortsat befinder sig i toppen af branchen.

“Mange af mine klienter er nogle super fede mennesker, og jeg kender meget til deres familier, jobsituationer og hvad der ellers fylder i deres liv. Selvom det er en kæmpe tilfredsstillelse at få et stort projekt færdiggjort, så er det jo vemodigt, når folks tatoveringer er færdige, og de stopper med at komme herinde. Bankmanden Henrik har jeg haft som kunde igennem så mange år, og lige pludselig er det slut med, at han kommer herhen hver fredag i den første uge i måneden. Men det tager jeg kun som noget positivt, at jeg har det sådan. Det er virkelig vigtigt at have den kemi med sine kunder, når man skal tatovere hele deres krop.”

LÆS OGSÅ: Manchester Citys Leroy Sane afslører uheldig tatovering - af sig selv

LÆS OGSÅ: Danske Tattoodo er verdens største tatoverings-site: "Der er ingen, der kan måle sig med os"

LÆS OGSÅ: 11 tatoveringsprofiler du skal følge på Instagram