Firmaet Caviar (som det selvfølgelig hedder) har længe specialiseret sig i at lave det mest eksorbitante udstyr til smartphones, du kan forestille dig. Særligt telefoner indhyllet i guld eller rustfrit stål, der går perfekt i spænd med en middag i Burj Khalifas penthouse-restaurant, har været øverst på kundernes ønskeliste. Det er orange Lamborghinier og Richard Mille-ure i telefonform.

Nu hæves barren til hidtil usete højder: Én heldig kunde vil nemlig, for den nette sum af én million kroner, kunne købe en iPhone 14 Pro Max med et indbygget Rolex Daytona i coveret. Det lyder grimt, og det er det også.

De enkelte dele fra det guld Rolex Daytona har ladet sig adsprede på bagsiden af telefonen, og den designmæssige inspiration er hentet fra 1930’ernes racerbiler, hvilket særligt materialiserer sig i de tre kontrolknapper nederst på telefonen, om end den praktiske funktion står hen i det uvisse.

Det er dog ikke enhver sheik eller oligark, der får fingrene i Caviars svendestykke. Der bliver nemlig kun solgt ét eksemplar af Daytona-telefonen. Men hvem ved – i en fjern og uhyggelig fremtid går vi måske alle rundt med rektangulære Rolex-ure i forlommerne?