Soheil Bavi står bag årets skuespillergennembrud: ”Jeg har nu flere gange oplevet, at folk ikke tør sige hej til mig” scroll-down

Er et stortalent vendt hjem igen?

Han er opvokset i Ballerup, flyttede til Iran som 16-årig for at uddanne sig som skuespiller, og nu spiller Soheil Bavi Københavns nye bandeboss i ’Underverden 2’. Noget tyder på en hjemkomst af de helt særlige.

Af Boris Schilling Weiss
Foto: Sofie Flinth
Mennesker Euroman

Solen rammer hver en broget brosten på Kongens Nytorv denne forårsdag i midten af april. Turister hænger her og der og alle vegne, og der skal meget til for at forstyrre idyllen. Derfor siger det alt om Soheil Bavis præstation som bandebossen Muhdir i ’Underverden 2’, at jeg aner en lille anspændthed i mig selv, da jeg ser ham stå i skyggen af Det Kongelige Teater med telefonen til munden og venstre hånd i lommen.

I et kort øjeblik spiller min fantasi mig et puds. Har han brillerne på? De samme briller, jeg to dage forinden i en mørk sal i Empire på Nørrebro så ham bære med angstprovokerende ro, mens han overså mord og tortur i kampen for at blive konge af det kriminelle København.

Det har han heldigvis ikke, og hans smil og udstrakte hånd, får al forestillet frygt til at fordufte. Det her er ikke Muhdir. Det er bare Soheil Bavi. Et af 2023’s helt store skuespillergennembrud.

”Det er sjovt, hvordan folk reagerer. Jeg har nu flere gange oplevet, at folk ikke tør sige hej til mig,” fortæller han grinende om de oplevelser, rollen som Muhdir har kastet af sig.

”Jeg kunne se en gruppe unge drenge stå og kigge på mig efter premieren på ’Underverden 2’, og jeg kunne bare mærke, de gerne ville tale med mig, men de gjorde det ikke. Jeg gik ud af biografen, og så kom de alligevel hen og sagde: ’Du spiller virkelig godt, men fuck hvor er du ubehagelig.’ De reaktioner tror jeg lige, jeg skal vænne mig til.”

Soheil Bavi har slået ned i den danske filmbranche som et lyn fra en klar himmel. Det er ikke megen information, der er at hente på ham på internettet, men det skyldes ikke, at den 24-årige ballerupgenser har ligget på den lade side hele sit liv. Han har bare gjort sig bemærket andetsteds.

Efter en opvækst i Ballerup flyttede han som blot 16-årig til Iran, fordi han, ligesom mange andre teenagere, havde brug for et sceneskifte. Ikke fordi der var noget at flygte fra herhjemme. For nej, han er ikke del af den Københavnske underverden, som man ellers har set det med andre af skuespillerne i Fenar Ahmads to film om Københavns dystre løbebaner.

 

Se, hvad vi ellers skriver om: Skuespil og Film